Hvad er den sande tro?

Bibelen hjælper os til at se hvor vi skal lede.

Citater fra Jesu berømte bjergprædiken

43 I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste+ og hade din fjende.’ 44 Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, 45 så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige. (Matt. 5:43-45)

Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve. 16 I kan kende dem på deres frugter. Man plukker aldrig druer af tjørn eller figner af tidsler, vel? 17 På samme måde frembringer ethvert godt træ gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter; 18 et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. 19 Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden. 20 Det er altså på deres frugter I skal kende disse [mennesker]. (Mattæus 7:15-20)

De falske profeter eller religiøse ledere skulle altså kendes på deres frugter.

Hvilke frugter er verdens store religioner kendt så for?

  • Et præsteskab som har levet højt på at have eneret på oplæsning og forklaring af Guds ord Bibelen
  • Et præsteskab som har forfulgt og slået anderledes tænkende ihjel.
  • Et præsteskab som har snydt og bedraget deres medlemmer for at få penge og værdier.
  • Et præsteskab som har dækket over misbrug af børn og kvinder.
  • Et præsteskab som har velsignet krige – samme trossamfund på begge sider af fronten

Jesus Kristus er Guds søn

I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud, for mange falske profeter er draget ud i verden. 2 I kender den inspirerede udtalelse fra Gud på dette: Enhver inspireret udtalelse der bekender Jesus Kristus som kommet i kødet, er af Gud, 3 men enhver inspireret udtalelse som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud. Og dette er antikrists [inspirerede udtalelse] som I har hørt skal komme, og allerede nu er den i verden.(1 Johannes 4:1-3)

Johannes forklarer videre at Jesus Kristus er Guds søn:

Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham. 10 Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.(1. Johannes 4:9-10)

Kun en sandhed om Gud og hans Messias

I Galaterne kapitel 1 henleder Gud, ved skribenten Paulus, vores opmærksomhed på at der kun er en sandhed om Messias og at nogle er gået bort fra denne sandhed:

Jeg undrer mig over at I så hurtigt lader jer føre bort fra ham som kaldte jer ved Kristi ufortjente godhed, hen til en anden slags god nyhed. (Galaterne 1:6)

I vers 7 uddyber Paulus det og forklarer at denne ‘anden slags’ gode nyhed i virkeligheden er en forvanskning:

Men det er ikke en anden [god nyhed]; blot er der nogle som foruroliger jer og ønsker at forvanske den gode nyhed om Messias. (Galaterne 1:7)

I vers 8 slår han fast, at sådanne ‘gode nyheder’ er et falsum, at den der udbreder udbreder er en bedrager:

Men selv om vi eller en engel fra himmelen forkyndte jer noget som en god nyhed afvigende fra det vi har forkyndt jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet.

Verdensomspændende vejr kaos

Vejret i hele verden opfører sig underligt.

For uden Danmark, som i dagene op til 28. december 2015 fik massive mængder regn, har bl.a. USA, Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay, England, Spanien og Australien kæmpet med regn der skaber oversvømmelser og gigantiske brande.

For troende mennesker er det tydeligt at vi lever i det, bibelens skribenter kaldte de sidste dage.

Jesu profeti i Mattæus 24-25, Markus 13 og Lukas 21 nærmer sig tydeligvis sin afslutning.

Kilde: cnn.com

Hvorfor treenigheden ikke er sand?

En række tanker og synspunkter om emnet treenighed

Kilde: http://www.kristendom.dk/synspunkt/hvorfor-er-treenigheden-ikke-er-sand
Skribent: Finn Sørensen

Treenigheden er en vildfarelse, som mange treenighedstilhængere besidder. De hævder hårdnakket, at treenigheden er sand, til trods for, at den ikke er nævnt en eneste gang i Bibelen eller at Jesus er citeret for, at han er den almægtige Gud . Det gør han ikke, tværtimod henviser han altid til Faderen, det gør han ved flere lejligheder. De hævder også, at de første kristne tilbad Jesus, både da han var menneskefoster, spædbarn eller et større barn. Enhver, der har læst kirkehistorie ved, at sådan hænger det ikke sammen.

Treenighedstankerne blev først debatteret så småt ved slutningen af det tredje århundrede og fandt indpas i kristenheden ved synoden i Nikæa under kejser Konstantinden Stores ledelse i år 325 e.v.t. I hele Vesten blev treenigheden først endelig vedtaget i det syvende og ottende århundrede. Treenighedstilhængerne er ikke modtagelige for sund fornuft, og vil hellere kæmpe mod den sande Gud, og dermed lide et forsmædeligt nederlag til Jesu Kristi eksekutionsstyrker på dommens dag (Åb. 16:16).

Definition: Læren om treenigheden er kirkernes centrale dogme, som kun få teologer har anfægtet. Ifølge den athanasianske kirkes trosbekendelse består guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden), som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger, at de tre “personer” ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. Flere teologiske og historiske værker bekræfter, at dogmet ikke har nogen bibelsk baggrund at støtte sig til, men udelukkende har sit udgangspunkt i kirkehistorien.

The New Encyclopedia Britannica oplyser: “Hverken treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte shema i Det Gamle Testamente: Hør Israel ! Herren vor Gud, Herren er én (5. Mosebog 6:4)..Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid..I slutningen af det fjerde århundrede..havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form, som har holdt sig siden da.” – 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.

The New Catholic Encyclopedia siger: “Formuleringen én Gud i tre personer, var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og i den kristne trosbekendelse før slutningen af det fjerde århundrede. Men det er denne formulering, der har førsteret på betegnelsen treenighedsdogmet. Hos de apostolske fædre var der intet, der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse” – 1967, bd. XIV, s. 299.

I The Encyclopedia Americana står der: “Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk (troede på Gud som én person). Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det fjerde århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra den lære.” – 1956, bd. XXVII, s. 294 L.

I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: “Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer..Denne græske filosofs (Platon, fjerde årh. f.v.t.) opfattelse af den guddommelige treenighed..findes i oldtidens hedenske religioner”. – Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.

Gads Danske Bibelleksikon siger: “Læren om treenigheden blev udviklet i oldkirken, og dens forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der er hentet fra græsk filosofi..Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om treenighedsdogmet, og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: Faderen-Sønnen-Helligånden..Disse steder kan.ikke betragtes som det primære grundlag for læren om treenighed. Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre “personer” i Guds væsen”. – 1982, bd. III, sp. 598, 599.

Såfremt et menneske skal redegøre for treenighedsdogmet, kan han kun gøre det ud fra subjektive, spekulative og filosofiske antagelser frem for at benytte Guds ord. Det er ganske enkelt, fordi treenigheden ikke er nævnt i Bibelen. Filosofiske antagelser er ikke brugbare, når man beskæftiger sig med Guds ord, idet Bibelen siger, det der skal siges om Guds eksistens, både det vi ikke ved, og det vi ved.

Treenighedsdogmet består af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Man kender Sønnens navn, men hvad er Gud Faders navn? Man påstår, at de alle er af samme substans, men det er en filosofisk antagelse, som ikke har hold i virkeligheden. Det er kun en filosofisk undvigelsesmanøvre, så man kan bevare mysticismen omkring Gud og gøre den til levebrød for de “lærde”. Naturligvis har Gud ikke på noget tidspunkt betegnet sig selv som en treenighed.

Jesus er underlagt Faderen, det fremgår klart af Første Korintherbrev 15:28. Når man selv vil udgøre både Fader og Søn kan man naturligvis ikke underlægge sig noget, der er en selv. Kristenheden vil fremstille Jesus som både Fader og Søn jfr. væsensfællesskabet. Det er ikke i overensstemmelse med kendsgerningerne.

Der er flere skriftsteder, hvori flertalsformen anvendes om Gud på hebraisk. I Første Mosebog 1:1 er benævnelsen Gud oversat fra “Elohim”, der på hebraisk er flertal. Tilhængere af treenighedslæren har heri fundet tegn på en treenighed. Man har også ment, at Femte Mosebog 6:4 indeholdt en skjult hentydning til enheden mellem treenighedens bestanddele, når der siges: “Herren vor Gud (af Elohim’), Herren er én.”

Endvidere påpeger tilhængerne også skriftsteder som Johannesevangeliet 10:30: “Jeg og Faderen, vi er ét”. Dette beskriver imidlertid, at der er overensstemmelse i hensigten mellem Fader og Søn (jf. Johannesevangeliet 17:21, 22) Noget lignende er gældende for Johannesevangeliet 14:9.

I Paulus’ brev til Filipperne 2:11 siges der: “og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (autoriseret oversættelse af 1992). Hvordan kan man være til sin Faders ære, når man alligevel vil udgøre den samme person i én Gud? Er sandheden ikke snarere, at de er to personer, hvor Sønnen ærer Faderen.

Her er flertalsformen på hebraisk majestætsflertal, pluralis majestatis. (NAB, St. Joseph Edition, Bible Dictionary, s. 330; New Catholic Encyclopedia, 1967, db. V., s. 287). Den indeholder ikke nogen tanke om flere personer i én Gud. I Dommerbogen 16:23 anvendes således også bøjningsformen i flertal af “Elohim” om den falske gud Dagon; udsagnsordet, der bruges sammen med det, står i ental og viser, at der kun er tale om én gud. I Første Mosebog 42:30 omtales Josef som Ægyptens “herre” (‘adhome’, form for ‘adhonim’, pluralis majestatis). På græsk anvendes ikke majestætsflertal. Septuaginta har derfor i Første Mosebog 1:1 ho Theos’ (Gud, ental) som oversættelsen af ‘Elohim’. I Markus det 12:29, hvor Jesus citerer Femte Mosebog 6:4, anvendes ligeledes entalsformen på græsk ho Theos’.

Ingen steder i Justinus Martyrs omfattende litterære produktion siges der, at Gud består af tre sideordnede personer. Ifølge den danske prøveoversættelse (1989) siges der i Ordsprogenes Bog 8:22-30 om den førmenneskelige Jesus: ,,Som den første af mine handlinger skabte Herren mig, forud fra sine værker dengang…..Jeg blev født, før der var urdyb….forud for højene blev jeg født…..(jeg var) ved hans (Guds) side som hans fortrolige.” I dialog med jøden Tryfon kommenterer Justinus disse vers således. ,,Skriften har erklæret, at dette afkom blev født af Faderen før alt det skabte; og at det der fødes er forskelligt fra det der føder, vil alle vel indrømme”. Eftersom Sønnen er født af Gud, bruger Justinus betegnelsen “Gud” om Sønnen. Han skriver i sin første apologi: ,,Alle tings Fader har en Søn, der ogsaa som Guds Logos og førstefødte Søn selv er Gud. Bibelen kalder også Guds Søn for “Gud”. I Esajas’ Bog 9:6 omtales han som “Vældig Gud”. Men i Bibelen kaldes også engle, mennesker, falske guder og Satan for “guder”. (Engle: Salme 8:5; jfr. Hebræerbrevet 2:6, 7. Mennesker: Salme 82:6. Falske guder: Anden Mosebog 12:12; Første Korintherbrev 8:5. Satan: Andet Korintherbrev 4:4.). Det hebraiske ord for “Gud” “El” betyder slet og ret: ,,en der har magt, er mægtig.” Det tilsvarende ord i De Græske Skrifter er “theos”. Af det hebraiske ord, der anvendes i Esajas 9:6 kan man desuden forstå, at der klart skelnes mellem Sønnen og Gud. Her kaldes Sønnen “Vældig Gud”, “El Gibbör”, ikke ,,den almægtige Gud”, “El Sjaddaj” derimod er en titel, der kun bruges om Jehova Gud.

De fleste har måske bemærket, at der i Første Mosebog 1:26 bruges benævnelsen “os”. Tværtimod er der tale om to personer. Det har intet med en treenighed at gøre, derimod henviser det til Jesu førmenneskelige tilværelse, hvor han var bygmester sammen med den almægtige Gud Jahve i himmelen. Jesus (Mikael) (navnet Mikael betyder i øvrigt, “Hvem er som Gud?”) medvirkede kun ved skabelsen, idet kun Gud var i stand til at fremtræde som den egentlige Skaber. (Salmernes Bog 33:6) Andre skabninger blev skabt sammen med Mikael (Jesus) Jahves førstefødte. Jesus blev dengang benævnt, som en af de ypperste fyrster med navnet Mikael, der senere omtales i Det Nye Testamente i Johannes’ Åbenbaring 12:7.

Allerede i Daniels Bog kapitel 10 omtales Mikael første gang i Bibelen. Ud over Gabriel er Mikael den eneste af de hellige engle, der omtales ved navn. Mikael er den eneste, som bærer titlen ærkeengel, derfor kan der kun være tale om Jesus Kristus i denne forbindelse. (Judas’ Brev 9) Senere tog Jesus Kristus sit himmelske navn tilbage igen (jf. Johannes’ Åbenbaring).

Det er naturligvis det rene nonsens, at Skaberen taler med sig selv. Den samme parallel kunne man drage i Johannesevangeliet 17:3. Dybest set er det at gøre nar af Gud. Hvorfor skulle Skaberen i øvrigt tage navneforandring, på samme måde som et menneske kan? Han er dog stadig den samme til evig tid. Hele kristenheden destruerer sig selv med dette dogme ved at bringe Skaberen ned på et menneskeligt plan. Hans storhed forhindrer simpelt hen dette. Guds kærlighed til en af sine mest ypperlige skabninger, som mennesket udgjorde, var imidlertid så stor, at han ydmygede sig ved at ofre sin førstefødte søn Mikael, den senere Jesus Kristus.

Jesus bar sidstnævnte navn, mens han var her på jorden. Navnet betyder i øvrigt “Jehova er frelse”. Det er kun få, der ved, at Jesu navn betyder “Jehova er frelse”. Man kan finde frem til det, hvis man har en autoriseret bibeloversættelse af 1931. Her går man ind i ordforklaringen under Jesus, der står bl.a., at Jesu navn betyder “Herren er frelse”, men det er ikke Herren Jesus, der henvises til, men derimod den hebraiske Gud og Herre, som er Jehova. Der henvises også til Josuas navn, som også betyder “Jehova er frelse”. Josua hører også til i den hebraiske del af Bibelen.

I den hebraiske del af Bibelen er Jesu navn slet ikke nævnt, det er derfor, at Jesu navn henviser til Herren Jehova. Jesus kaldes den førstefødte, fordi han netop var den eneste skabning, som Gud har skabt helt alene. Jesu salvelse i år 29 e.v.t. gjorde, at han senere blev den kristne menigheds overhoved og som følge deraf udpeget og designet til konge. Efter sin himmelske opstandelse kunne Jesus tilkendes rollen som ypperstepræst. Senere i historien beklædte han både kongemagten og embedet som ypperstepræst samtidigt, således kunne han også opfylde profetien om at arve Davids kongetrone. (Lukas 1:32, 33, 69; Hebræerbrevet 5:1, 4-10; 7:11-17) Ligesom Melkizedek blev han både konge og ypperstepræst. (Salme 110:4; Anden Samuelsbog 7:11-16) Bibelen oplyser intet om Melkizedeks afstamning, fødsel eller død.

Han havde altså ingen forgængere eller efterfølgere i embedet. (Første Mosebog 14:17-24) Derfor bruges Melkizedeks kongedømme på Jesus i billedlig forstand. Jesus skulle påtage sig den opgave at genløse menneskeheden. Det skulle han gøre ved at vise sig loyal i alle forhold til sin himmelske Fader. Derved var det bevist, at et menneske kan forblive loyal i forhold til sin Skaber, hvilket Adam ikke formåede. (Johannesevangeliet 3:16).

At der er et alvorligt paradoks i treenighedslæren fremgår af det efterfølgende. I det såkaldte “fadervor” fremsætter Jesus over for sine disciple en mønsterbeskrivelse på, hvordan de skal bede til Gud. Han siger i Matthæus 6:9, at de skal bede til deres Fader i himlene. Hvordan kan Jesus fremsætte en sådan anmodning til sine disciple, hvis han var den almægtige Gud, og stadig befandt sig i kødet.

Der er kun to svarmuligheder, enten var han ikke den almægtige Gud, eller også kunne man ikke bede til Gud i al den tid (33½ år), at han befandt sig på jorden. Ingen kan give et fornuftigt svar på det, hvis han skal forvare treenigheden.

I forbindelse med Jesu død og lidelser hvorfor skulle han da bede til guddommen om noget som helst, hvis han selv udgjorde en væsentlig del af den, det virker ulogisk. Det vil også nok være for høje tanker om mennesker, der ville være i stand til at dræbe en legemliggjort, almægtig Gud i himmelen, hvis det forholdt sig således. Søren Kierkegaard ville uden tvivl have kaldt det præstevrøvl, såfremt han havde haft det åndelige lys over netop denne ting. Gud, der overgår al menneskelig forstand, ham kan man ikke uden videre skille sig af med, derimod kan han skille sig af med alt.

Hvis treenighedsdogmet virkelig havde en konsekvens, så ville Jesu død være ensbetydende med, at verden var uden Skaber i de tre dage, hvor Jesus lå i graven. Det er helt tåbeligt at forestille sig, dele af guddommen ville blive myrdet, og en anden del vil leve videre i himmelen. Hvem kunne da oprejse ham fra døden, hvis hele guddommen delte fælles lod med Jesus i døden? Treenigheden er integreret med hinanden, så den side af sagen kan godt udelukkes.

Det er rigtigt, at Gud den Almægtige (altså Skaberen af alt) også har accepteret “gudetitler” til nogle af sine loyale tjenere. Men dette, at de bærer denne gudetitel, er jo ikke ensbetydende med, at de er Gud den Almægtige lig. Jesus betegnes i Esajas’ Bog 9:6, som en Vældig Gud. Jesus bliver også “evig fader” i den forstand, at de der har taget imod hans offer, kan opnå evigt liv på jorden.

I Salmernes Bog kapitel 82:6 bliver Israels dommere betegnet som guder, og der er vel ingen, der vil påstå, at de er Gud den Almægtige lig. I Apostlenes Gerninger kapitel 28:3 bliver Paulus bidt af en giftslange, men overlever dette bid derefter betragter befolkningen ham som en gud. Der er heller ikke her nogen, der vil påstå, at de mente, at han var Gud selv. Det hænger sammen med nogle grammatiske forskelle mellem oldgræsk og dansk, hvor vi på dansk altid sætter en eller et foran et navneord.

Vedr. Johannesevangeliet 1:1, 2. Dansk autoriseret oversættelse af 1931 lyder således: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud”. En korrekt græsk-dansk oversættelse ville være som følgende: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Gud”. Den samme oversættelse gælder naturligvis også for Johannesevangeliet 1:18, hvor Jesus beskrives som Gud, men han er rettelig “en gud”.

I Johannesevangeliet 1:18 siges der: “Ingen har nogen sinde set Gud”(Alene af den grund kan Jesus ikke være en del af en treenighed, idet mange jo havde set Jesus). I vers 14 siges, at “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed”. Desuden siges der i vers 1 og 2, at Ordet i begyndelsen var “hos Gud”. Kan nogen være hos en anden person eksempelvis sin Fader og samtidig være denne person? I Johannesevangeliet 17:3 kalder Jesus Faderen for “den eneste sande Gud”; Jesus er “en gud” og afspejler blot sin Faders guddommelige egenskaber. – Hebræerbrevet 1:3.

Er gengivelsen “en gud” i overensstemmelse med græsk grammatik? Nogle græske værker hævder, at den græske tekst skal oversættes “Ordet var Gud”. Men ikke alle er enige herom. Bibeloversætteren William Barclay siger: ” Nu har græske navneord, undtagen når særlige grunde spiller ind, normalt altid den bestemte artikel foran, og vi ser straks her, at Theos, ordet for Gud, ikke har den bestemte artikel foran.

Når et græsk navneord forekommer uden den bestemte artikel foran, bliver det mere en beskrivelse snarere end en identifikation, og det får mere karakter af et tillægsord end af et navneord.Hvis Johannes havde sagt ho theos én ho logos, og altså benyttet den bestemte artikel foran begge navneord, ville han have identificeret logos med Gud. Oversættelsen bliver derfor lidt kluntet udtrykt: “Ordet var i samme klasse som Gud, tilhørte samme art som Gud .Johannes identificerer ikke her ordet med Gud. For at udtrykke det meget enkelt: “Han siger ikke, at Jesus var Gud.” – Many Witnesses, one Lord (Grand Rapid, Michigan, 1973 udg., s. 23, 24).

Guds navn bør anvendes

Selv om ingen kender den nøjagtige udtale af Guds navn, bør man bruge det, fordi navnet skal ophøjes. (Matthæus 6:9) Ingen ved således om navnet skal udtales Jehova eller Jahve, eller det var en helt tredje mulighed. Den mest kendte form af Guds navn er Jehova, og den har været brugt i flere hundrede år.

Guds navn var kendt og anvendt

Jehova har i sin visdom sørget for at hans ord, Bibelen, er blevet bevaret frem til i dag. Det omhyggelige arbejde som skriftlærde har udført op igennem tiden, har været medvirkende til Bibelens bevarelse. De, der gik mest grundigt til værks, var masoreterne, professionelle hebraiske skriftlærde der virkede fra det sjette til det tiende århundrede efter vor tidsregning. Oldhebraisk blev skrevet uden vokaltegn, så efterhånden som aramaisk erstattede hebraisk, var der fare for at den rigtige udtale kunne gå i glemme. Masoreterne opfandt derfor et system af vokalpunkter som de indsatte i bibelteksten til angivelse af den rigtige udtale af de hebraiske ord.

Det er værd at bemærke at masoreternes vokalpunkter i Leningrad-kodeksen angiver udtalen af tetragrammet de fire hebraiske bogstaver som Guds navn består af som Jehwah′, Jehwih′ og Jehowah′. I hele verden er Jehova den mest almindelige udtale af Guds navn. Det var et levende og kendt udtryk som bibelskribenterne og andre før i tiden var fortrolige med. I dag er Guds navn kendt og bliver brugt af millioner mennesker i hele verden (Se Salme 83:18, 19).

Treenighedsdogmet en umulighed

Ifølge Matthæus 24:36 er det kun Faderen alene, der kender “dagen og timen”, ikke engang Jesus eller englene kender den. Såfremt treenighedsdogmet var en teologisk korrekt konklusion, hvem skulle så i givet fald fratage Gud den indsigt ved inkarnationen som menneske? Hvor var denne indsigt deponeret i den tid, Gud var på jorden? Hele treenighedsdogmet virker utroværdig eller har ligefrem en infantil tankegang.

Det er tydeligt for enhver, at dette dogme er en latterlig menneskeskabt antagelse, der bygger på denne verdens filosofi og ikke på Kristi lære. I øvrigt var Jesus født af en jordisk moder jomfru Maria og var derfor ikke en inkarnation, men derimod en “menneskesøn”, der var kommet til verden gennem Helligånden ved Jahves foranstaltninger som sin elskede førstefødte søn. Der er ingen tvivl i påstandene omkring det falske i treenighedslæren, idet Jesus siger: “Og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer”. (Johannesevangeliet 8:32).

Havde Jesus ikke en fri vilje? Naturligvis. Hvad var der sket med treenigheden og dermed Gud, hvis Jesus havde nægtet at efterkomme sin himmelske Faders vilje? Ville universets Gud så ikke have tilintetgjort sig selv, således at universet ikke længere havde en Skaber? Det er bl. a. derfor, at treenigheden er en umulighed. Ja, det ville ende i åndeligt anarki. Jesus havde jo valget mellem loyalitet eller ulydighed, da han blev udsat for fristelse.

Menneskehedens frelse havde lidt skibbrud, såfremt Jesus ikke havde vist sig loyal over for sin himmelske Fader. Bibelen var næppe blevet nedskrevet, og i hvert fald ikke med det indhold, som den har i dag. Jesu frie vilje kommer helt til udtryk i skriftstedet i Johannesevangeliet 5:30, hvor det siges, at Jesus ikke gør sin egen vilje, men Faderens vilje. Det er også Gud, som har sendt ham. Jesus kunne i princippet have gået imod Faderens vilje. Han er også nødsaget til at have sin frie vilje for at gå i Adams sted ved at genløse menneskeheden.

Væsensfællesskabet er bl. a. blevet til fordi man henviser til Johannesevangeliet 20:28, hvor Thomas siger:”…….Min Herre og min Gud”. Dette udbrud fra Thomas er imidlertid ikke rettet til Jesus, men derimod sagt til Skaberen i 3. person. Den forståelse kommer frem, når man læser vers 17 i samme kapitel. Her siger Jesus følgende:”……Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud”. Naturligvis farer man ikke op til sig selv. Det vil jo være infantilt udenomssnak.

I Matthæusevangeliet 12:32 kan man se, hvor forvrøvlet treenighedsdogmet i grunden er. Man kan få tilgivelse for gudsbespottelse, når det gælder den ene part, men ikke for den anden part af treenighedsdogmet. Dette er et alvorligt dilemma for tilhængerne af treenighedsdogmet.

Hvorfor skulle Gud lade dette skriftsted nedfælde, hvis der ikke var forskel på syndens art over for Gud eller hans søn?

Synd mod Helligånden (Guds aktive kraft jf. Første Mosebog 1:2) kan eksempelvis være, at man med fuld overlæg handler mod bedre vidende, som farisæerne og Judas Iskariot gjorde det. I disse tilfælde er Skriften med til at markere meget tydeligt, at der er syndet mod Helligånden. De var bevidste omkring deres egne handlinger. I det enkelte tilfælde er det Guds afgørelse, om der er sket en bespottelse af Helligånden. Treenighedsdogmet er det største mysterium, kristenheden hidtil har præsteret. Det er let at gennemskue for selv en lægmand, hvis han fik trukket tingene frem på rette vis. De gejstlige og deres teologiske professorer antager løgnen som værende eksistentiel sandhed, og til sidst tror de selv på den. Hvordan kan ypperstepræsten Kajfas for øvrigt anklage Jesus for gudsbespottelse, når kristenheden påstår, at Jesus er den almægtige Gud?

Man spotter da ikke sig selv, vel? I beretningen fra Matthæus bliver Jesus fremstillet som Guds søn. Det protesterer Jesus ikke imod, han har nemlig aldrig på noget tidspunkt sagt, at han var Gud selv, tværtimod. Det er et påfund, som udelukkende hører kristenheden til. Selv om Fader og Søn havde været af samme “substans” eller “ursuppe”, hvad de naturligvis ikke er, havde det forhold også været berørt, såfremt der havde været tale om en bespottelse. Hvad den egenrådige Kajfas kunne se, kan kristenheden ikke engang se.

Det er åndelig blindhed. Kristenheden er afsløret i åndeligt falskneri. Nu skal den kun fremstilles for Jesu Kristi retfærdige domstol. (Matthæus 26:59-65) (Apostlenes Gerninger 10:42).

I Johannes’ Åbenbaring 1:1 får Jesus en opgave betroet af Gud, som bliver givet videre til Johannes. Der var vel næppe grund til at berette noget til Jesus, såfremt han var en del af en treenighed. Så havde hele “guddommen” uden tvivl været vidende om det hele i forvejen. I modsat fald havde den været i splid med sig selv.

For øvrigt var Jesus loyal mod sin himmelske Fader indtil sin død. Det er det rene nonsens, at Jesus kunne forblive loyal mod sig selv eller for den sags skyld bede til sig selv.

Hvordan kan Gud udsende sin søn til jorden, såfremt treenigheden skal efterkommes? En treenig gud kan ikke være to steder. Eller kan de skille sig selv ad, eftersom det passer ind i kristenhedens dogmatiske udlægninger?

Det må stå klart for enhver, at treenighedsdogmet er ubibelsk, og det kom ind i kristendommen i det fjerde århundrede og kan bl.a. føres tilbage til græsk filosofi, men især til det gamle Babylons lærdomme. Det sætter også i nogen grad sit præg på datidens kunst.

I Johannesevangeliet 14:28 nævnes, at “Faderen er større end jeg”; hvordan kunne Jesus så være en ligeværdig enhed i en treenig guddom? Treenighedsdogmet er et større og større mysterium. Et mysterium kan ikke forklares med Guds ånds tilstedeværelse, når det er et mysterium i sig selv. I Jakobs Brev 1:13 nævnes, at Gud ikke kan fristes af noget ondt. Treenigheden er ikke et paradoks, idet et paradoks indeholder en vis portion sandhed, men det gør dette dogme ikke i mindste måde. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre ud fra en tankegang, hvor det er fornuften, der er i højsædet. Derfor er treenighedsdogmet ganske enkelt en simpel løgn.

Man må gå ud fra, at Satan også har været vidende om det forhold med hensyn til, at Gud ikke kan fristes. Derfor kunne han udsætte Jesus for fristelser i ørkenen. Jesus var i sit jordiske livsforløb kun et fuldkomment menneske i lighed med Adam. I kraft af sin førmenneskelige tilværelse havde Jesus naturligvis større viden end Adam.

Men hele tanken med genløsningen var netop at vise sin loyalitet over for Gud ud fra det ståsted, som det første menneske havde på jorden. I virkeligheden var Jesus underordnet englene, da han gik på jorden. (Hebræerbrevet 2:9) Adam burde have overvundet de fristelser, som han kom ud for i kraft af sin fuldkommenhed. Det var derfor, at Jesus og genløsningen kom ind i billedet.

Det er i øvrigt vanskeligt at forestille sig, hvad man kunne friste den almægtige Gud med al den stund, at han ejer alt i forvejen. Kristenheden vil gøre Jesus til både menneske og Gud på én gang, men det kan nu engang ikke lade sig gøre ifølge Skriften, idet man enten er Fader eller Søn. Kristenheden ønsker at gøre brug af treenigheden, så Fader og Søn har mulighed for at skifte identitet, når det passer ind i deres dogmatiske udlægninger. Af den simple årsag er treenighedsdogmet en umulighed et falsum uden sidestykke.

Med skriftstedet i Jakobs Brev 1:13 er der sat et definitivt punktum for treenighedsdogmet som en antagelig eksegese af Skriften. Jesus ydmygede sig ved at påtage sig opgaven ved at gå fra en stilling som universets anden mægtigste til at indtræde i rollen, hvor det gjaldt hele menneskehedens frelse. Med andre ord blev Jesus den nye Adam, men i modsætning til den første Adam forblev han syndfri. (Første Korintherbrev 15:45) Jesus bestod altså prøven, og Jahve kunne forudse, at Jesus var så helhjertet, at han aldrig ville svigte sin himmelske Fader. Derfor kunne der nedskrives profetier om Jesus i lang tid førend, at han var kommet til jorden. (Se eksempelvis Esajas’ Bog kapitel 53). Der er forskel på at være en gud, som Jesus er, og så at være en almægtig Gud som Jahve. Der er kun én Gud, der er almægtig.

En almægtig Gud ville aldrig sætte sig i en situation, hvor han afgav sit almægtige virke. Det ville han aldrig gøre for i så fald var der ingen almægtig Gud at tilbede. Gud ville dermed detronisere sig selv, hvilket ville være det rene nonsens. Treenighedsdogmet er et dogme fuld af selvmodsigelser på alle områder. Noget, der er almægtigt kan naturligvis heller ikke dræbes, derfor er dogmet et mysterium i sig selv. For dem, der har åndelig indsigt, er der ingen selvmodsigelser i Guds ord; således forholder det sig imidlertid ikke med menneskeskabte filosofiske dogmer. Der er ingen tvivl om, at synoden i Nikæa i år 325 e.v.t. har været årsagen til de kristnes store kompromis med den opportunistiske kejser Konstantin den Store. * Her ses resultatet af filosofiens indpas i kristendommen.

Eftersom tilhængerne af treenighedsdogmet hævder, at Guds tilsynekomst kun sker i paradokset, er der et alvorligt problem, især når paradokset slet ikke er et paradoks. Men hvis man gik ud fra, at det var et paradoks, ville Gud i så fald være af kød og blod og dermed kunne fristes som et menneske. Dette er som allerede bevist i fundamental strid med Skriften, hvor Gud ikke kan bringes i fristelse (jf. Jakobs Brev 1:13) En almægtig Gud er ikke en åndeligt “amputeret” Gud, men en Gud, der i ordets bogstaveligste forstand er almægtig. Endog et fuldkomment menneske, som Jesus Kristus var her på jorden, kan ikke rumme den indsigt og storhed, som det betinger at være en almægtig Gud. At være almægtig betyder slet og ret, at ingen er over ens person. Alene af den grund kan man ikke fristes af noget som helst, det siger sig selv. Det udelukker simpelt hen sig selv, når man er almægtig. Derfor bedrages tilhængerne af treenighedsdogmet, hvad enten de kan lide det eller ej. Begrebet at være almægtig udelukker, at man kan lade sig lokke eller friste til noget som helst. Af disse grunde havde Jesus ikke denne status at være almægtig ligesom sin himmelske Fader Jahve. Det er treenighedsdogmet, der forvirrer menneskeheden, og det er præsteskabet, der har ført folk bag lyset. Jesus peger selv på, at det er Faderen, der skal tilbedes og ikke ham selv. (Johannesevangeliet 4:23, 24) De førkristne kunne af gode grunde kun bede til Jahve. Hvorfor skulle der laves om på det? Ud over de begrænsninger for Guds skabninger, som allerede er nævnt, hvilken status havde eksempelvis en almægtig Gud, da han befandt sig i fosterstadiet i Marias moderliv, såfremt man følger kristenhedens terminologi? Var han da mennesket Jesus (Guds søn) eller Gud selv, da undfangelsen fandt sted? Hvis tilhængerne af dogmet svarer, at Gud blev et menneske, ville det være ensbetydende med, at universet ikke alene var uden Gud i tre dage, men i hele den periode, hvor Jesus gik på jorden. Jesus kan simpelt hen ikke udgøre en almægtig Gud både med hensyn til de manglende muligheder, som er nævnt her og dette, at han var i stand til at kunne fristes. Gør treenigheden ikke Jesu bønner til sin himmelske Fader fuldstændig meningsløse i en sådan situation? Treenighedsdogmet er et større og større mysterium, som kristenheden ikke kan redegøre for. Det er ikke Gud, men derimod kristenheden, der gør gudsdyrkelsen kompliceret eller umulig. Det skal den også være for at give levebrød til mange, og af den grund skal mennesker holdes i uvidenhed. Gejstligheden elsker mysterier, jo flere jo bedre – ja, de lever af dem. Treenighedsdogmet er faldet til jorden. Det er en latterliggørelse af Gud, og det byder man i Jesu navn.

I Anden Mosebog 33:20 står der: “Men han sagde: “Du får ikke lov til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet”. (Autoriseret oversættelse af 1992). Da Gud stadig er den samme, som han altid har været, er principperne de samme. Konklusionen er, at intet menneske kan se Gud og leve. Jesus kan derfor ikke være Gud den Almægtige, som er personificeret i form af legemliggørelsen gennem Kristus; derfor er treenighedsdogmet et falsum. Han er derimod Guds søn den Enbårne. Dermed bliver treenighedsdogmet det rene nonsens, da der er mange mennesker, som har set Jesus, mens han var på jorden. (Johannesevangeliet 1:18; autoriseret oversættelse af 1931, se stjerne).

I det 17. århundrede brød Kollegianterne ud fra de hollandske etablerede kirkesamfund bl. a. på grund af dette dogme. En af dem, der støttede bruddet, var teologen Jacobus Arminius.

Alene den omstændighed, at halleluja (lovpris Jahve) er nævnt i Johannes’ Åbenbaring 19:1, 3, 4, 6, er nok til at forkaste treenigheden. Dette at halleluja er nævnt her i Johannes’ Åbenbaring viser også med al tydelighed, at Jesus har lært sine disciple at tilbede Faderen Jahve. (Se ordforklaringen under halleluja, Jesus og Herren i begge autoriserede oversættelser af 1931 og 1992). Johannes’ Åbenbaring er skrevet efter Jesu død og opstandelse, derfor kan Jahve aldrig være en del af en treenighed. Jesu navn henviser også til Josuas navn, som betyder “Jahve er frelse”. Når man tror på en treenighed, kan man slet ikke benytte halleluja. Det er helt uden mening at gøre det i Det Nye Testamente, hvor man fremstiller Jesus som den almægtige Gud.

“Hvem steg op til himlen og steg ned igen? Hvem samlede vinden i sine hænder? Hvem snørede vandet sammen i kappen? Hvem fastsatte jordens ender? Hvad hedder han, og hvad hedder hans søn? Du ved jo !” (Ordsprogenes Bog 30:4 autoriseret oversættelse af 1992). Men anerkender kristenheden Guds personlige navn Jahve, som netop deres Gud? Ærer de Guds navn? Skriftstedet beder om to navne på to personer. Skaberen er steget ned fra himmelen i åndelig forstand med specifikke oplysninger til menneskeheden. Det gjorde han eksempelvis da han “steg ned” for at give loven til Moses på Sinaj Bjerg. Han har også magt over naturkræfterne. Jesus kunne jo heller ikke gøre noget uden sin Faders vilje. (Johannesevangeliet 5:30).

At man undlader at tale sandhed, er en alvorlig sag. Alle skal stå til regnskab over for Gud og Kristus. Jesus har dog fået overdraget al myndighed i himmelen og på jorden af Gud til at dømme levende og døde. (Matthæus 28:18; Apostlenes Gerninger 10:42)

Treenighedsdogmet er ikke en “sandhed”, som kan være antagelig over for Gud; det viser Skriften med al tydelighed. Gud og Kristus er i overensstemmelse med hinandens synspunkter, men det gør dem ikke til den samme person. Som åndelig “hyrde” er man især forpligtet over for Gud. Det er ikke ligegyldigt, hvilken åndelig føde der serveres. Det er derfor et tungt budskab at man kan få tildelt ved at have ført andre mennesker på vildspor. (Matthæus 25:30).

Det er tydeligt at se resultatet af kristenhedens ikke særlig intellektuelle “kristendom”. Den er så let at gennemskue, så man fatter ikke, hvordan begavede mennesker kan have noget med denne falskhed at gøre. Dens falskhed er så åbenbar, at den er så let at gennemskue. Motivet må derfor være en anden end netop det at søge den logiske forklaring på eksistentiel sandhed. Treenigheden kan slet ikke lade sig gøre set ud fra en fornuftig synsvinkel. Naturligvis beskæftiger Gud sig ikke med ting, der ender i nonsens. Det ville være at miskreditere Gud.

Frafaldet fra den kristne menighed kom i bølger, således kom frafaldet allerede i den første menighed. Paulus omtaler det i Første Timoteusbrev 1:19, 20 og Andet Timoteusbrev 2:16-19. Paulus siger endvidere i Apostlenes Gerninger 20:29, 30 “Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.” (Autoriseret oversættelse af 1931).

http://wol.jw.org/da/wol/d/r9/lp-d/1101989276

Hvad er en videnskabelig teori?

Hvad gør at man kan kalde en teori for en videnskabelig teori?

Ifølge opslagsværket Encyclopedia of Scientific Principles, Laws, and Theories må en videnskabelig teori, såsom Albert Einsteins gravitationsteori, …

  • Kunne observeres
  • Kunne gentages i kontrollerede forsøg
  • Komme med præcise forudsigelser

Set i lyset af dét, hvordan forholder det sig så med evolutionen?

  • Man kan ikke observere det der sker.
  • Den kan ikke gentages.
  • Og den kan ikke komme med præcise forudsigelser.

Men kan man så betragte evolutionen som en videnskabelig hypotese?

Det samme opslagsværk definerer en hypotese som “en mere foreløbig observation af kendsgerninger [end en teori]”, men den giver mulighed for “deduktioner der kan afprøves ved eksperimenter”

Kilde: VÅGN OP! August 2015

FN-debat: Opretholdelse af international fred og sikkerhed

I min ungdom deltog jeg i en del af fredsmarchen fra København til Wien. Som jeg husker det var det i begyndelsen af 80-erne.

Men hvad sker der når vi når til et punkt hvor mennesker beslutter at nu er der fred og sikkerhed?

1 Thess 5:1-5

5 Men med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer, 2 for I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. 3 Når de siger: „Fred og sikkerhed!“ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe. 4 Men I, brødre, I er ikke i mørke så dagen skulle overraske jer som den ville [overraske] tyve, 5 for I er alle lysets sønner og dagens sønner. Vi hører hverken natten eller mørket til.

Omtale på altinget.dk
http://www.altinget.dk/kalender.aspx?id=26034

Resolution vedtaget på generalforsamlingen 10 September 2015
http://www.un.org/en/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/RES/69/316

Debat indlæg på videnskab.dk

Kommentar til indlæg på videnskab.dk

Artiklen handler ikke om hvorvidt Gud findes eller ikke findes, men om Gud interesserer sig for mennesker eller ikke og hvis Han interesserer sig for mennesker – hvorfor tillader hans så ondskab og ulykker.

Jeg forstår at Guds navn (forekommer 6828 gange hebr.: יהוה, JHWH) for nogle er som en rød kappe for en tyr.

Jeg forstår også at der er en hårfin grænse mellem missioneren og debat, men eftersom debatten tager sit udgangspunkt i verdens ældste religiøse bog kan det ikke undgås, at mennesker med en religiøs opfattelse henter deres argumenter fra Bibelen.

Lad mig kommentere direkte på spørgsmålet som er artiklens overskrift

Hvorfor tillader Gud ondskab og lidelser?

I artiklen henvises til det epikuræiske paradoks (3. århundrede før Kristus), den bibelske beretning om Job (1600. århundrede før Kristus), Leibniz og Voltaire (1800. århundrede efter Kristus).

Teodicé problemet opstår fordi vi forsøger at forstå Guds hensigt og Guds person set fra en menneskelig synsvinkel.

Citat fra artiklen:
„Hvordan Gud kan kaldes retfærdig, når man tager den meningsløse lidelse i
verden i betragtning, er også emnet i fortællingen om Job, der er et af
Bibelens, ja, verdenslitteraturens, hovedværker.“

I beretningen fortælles det at alle gudssønner var samlet foran Gud og blandt dem også Satan(hebr. modstander). Vi skal huske at den gudssøn der kaldes Satan er ham der ca. 2.500 år (iflg. biblens kronologi), i skikkelse af en slange (identificeres i Åbenbaringen 12:9; 20:2) havde løjet overfor Eva og forledt hende til at være ulydig mod Gud. Ved den lejlighed (i Eden) udfordrede Satan Guds ret til at afgøre hvad der var godt og ondt.

Da alle gudssønnerne nu er samlet – spørger Gud Satan om han har bemærket Job. Gud roser Job for at være retfærdig og for at være lydig mod Gud.

Men Satan håner Gud og rejser spørgsmålet om hvorvidt Job virkelig bryder sig om Gud – mon ikke det mere handler om at han har alt hvad han bryder sig om, lever et godt liv, har en dejlig kone, dejlige børn, store flokke af husdyr, masser at tjenere – i det hele taget lever et luksus liv.

Husk at det er en – om man så må sige – offentlig forsamling.

Alle hører Satan sige ‘Gud – du er jo en kylling – jeg kan ikke røre ham – men du – du tør jo ikke tage alt det fram ham. Du skal bare se – tag alt fra ham og han vil forbande dig.’

Gud tillader Satan at gøre med Job som han vil – blot må han ikke røre manden selv.

Efter 1. runde står det 1-0 til Gud, men Satan giver ikke op så let.

Så han udfordrer endnu en gang.

Alle hører igen Satan sige: ‘Gud – det går slet ikke. Vi kommer ingen vegne når du beskytter ham og jeg ikke må røre ham. – Så må du selv gøre det – gør hans liv til et mareridt og jeg siger dig – han vil forbande dig.’

Så giver Gud ham lov til at forsøge igen – men alligevel med den begrænsning at han ikke må tage hans liv.

Og så bliver det slemt for Job – læs selv beretningen.

Så Satan har rejst 2 spørgsmål
1. Gud har ikke retten til at være Gud, Konge og Hersker over mennesker (Edens have).
2. Mennesker adlyder kun Gud fordi de får noget for det (Beretningen om Job)

Men var blev resultatet – 2-0 til Gud.

Gud har ligeledes et andet tidsperspektiv.

I Bibelen – Salme 90 vers 4 „For tusind år er i dine øjne som dagen i går, når den er forbi, og som en nattevagt.

Så for Gud er der (iflg. biblens kronologi) ‘kun’ gået knap en uge!

Vi mennesker står faktisk i samme situation som Job.

Satan plager menneskeheden med alle mulige prøvelser for at få dem til at forbande Gud.

Artikel på videnskab.dk

Bogen der forbød andre bøger

Index Librorum Prohibitorum
(dansk: Liste over Forbudte Bøger).

Dette Index ville i dag være en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionen artikel 9 og 10.

Begrebet menneskerettigheder var dog ikke på den katolske kirkes dagsorden i det 15. århundrede men der var stor begejstring for trykketeknikken da den blev opfundet.

Nogle kaldte den ligefrem for “en guddommelig kunst”. Begejstring kølnedes dog noget da kirken opdagede at den også kunne bruges til at udbrede tanker og ideer der stred mod katolicismen.

I det 15. århundrede indførtes i flere europæiske bispedømmer nogle begrænsninger, blandt andet ‘imprimatur’ (latin: ‘må trykkes’) og dette viste at bog var godkendt til offentliggørelse.

Kirken ønskede sig en liste over forbudte bøger gældende for alle katolikker.

  • 1555 Gian Pietro Carafa udnævnes til pave Paul IV og hans første befaling var at en kommission skulle udarbejde en liste over forbudte bøger.
  • 1559 Index trykkes for første gang og dette Index var gældene for alle katolikkaer.

Det indeholdt 3 kategorier:

  1. Navne på forfattere det var forbudt at læse – uanset hvad de skrev om.
  2. Titler på forbudte bøger skrevet af forfattere hvis øvrige værker var tilladt at læse.
  3. Liste over anonyme værker

Det omfattede også forfattere som ikke skrev om religiøse emner. Et tillæg til Indexet anførte oversættelser af Bibelen og pointerede at alle oversættelser til modersmål var forbudt.

Gigliola Fragnito, historielærer ved Parmas universitet i Italien har sagt at “disse forholdsregler, der omfattede alle katolikker, var kirkens første officielle forbud mod at rykke, læse og eje Den Hellige Skrift på modersmålet”.

  • 1564 blev der på grund af stor modstand mod Indexet, efter Tridentinerkoncilet, udarbejdet en revideret udgave.
  • 1571 oprettede man Indexkongregationen, der skulle revidere udgaven fra 1564.

På grund interne magtkampe blev revision stærkt forsinket. Både Inkvisitionskongregationen, Indexkongregationen og den pavelige hof-teolog skulle afgøre hvilke værker der skulle forbydes men ansvarsopgaverne overlappede hinanden og der var uenighed om hvorvidt det var biskopperne eller inkvisitorerne der skulle have mest at sige.

  • 1596 (marts) godkendte pave Clemens VIII et nyt Index men udgivelsen blev blokeret af Inkvisitionskongregationen indtil der indførtes et kategorisk forbud mod al bibellæsning på modersmålet.

Index Librorum Prohibitorum fik, med denne udgave, stort set sin endelige form. Som tiden er gået, er det dog blevet ajourført.

Protestanterne mere eller mindre samme holdning til censur som katolikkerne og nogle protestanter, som fandt deres værker opført i Index, betragtede Index som “det bedste sted at finde frem til den mest eftertragtelsesværdige litteratur”.

Når en værk blev forbudt anbragtes den på et særligt aflåst sted kaldet “inferno”. Denne opbevaring har betydet at nogle værker har overlevet og findes i dag.

  • 1917 Indexkongregationen blev opløst
  • 1966 Index “med sin censur har ikke længere haft gyldighed som kirkelov”.

Historien om Index har vist at den bog som især vakte bekymring hos de kirkelige myndigheder, var Bibelen på modersmålet.

En specialist i Index, Jesús Martinez de Bujanda, forklarer at i det 16. århundrede var “cirka 210 oversættelser af hele Bibelen eller Det Ny Testamente” opført i Index. I 1500-tallet var italienerne kendt som ivrige bibellæsere men fortegnelsen ændrede italiernes holdning til Guds ord.

„Forbudt og fjernet som en kilde til kætteri, endte det med at italienerne forvekslede Den Hellige Skrift med kætterske skrifter,“ siger Fragnito, og tilføjer: „Vejen til frelse for katolikker i Sydeuropa gik gennem katekismus … Man foretrak en befolkning der religiøst set befandt sig på børnestadiet, fremfor en befolkning der bestod af religiøst modne mennesker.“

  • 1757 Benedikt XIV gjorde det ‘lovligt’ at læse ‘godkendte’ oversættelser af Bibelen til modersmålet.
  • 1958 Der skulle gå næsten 200 år før italienerne fik den første komplette bibel baseret på oversættelse direkte fra grundsprogene.

Siden da er Bibelen blevet udbredt overalt.

På titelbladet for New World Translation of the Holy Scriptures rev. 2013 (ikke udkommet på dansk) oplyses det at oversættelsens samlede udgivelse nu er oppe på 208.366.928. Det kan tilføjes at det hele eller dele af den er trykt på over 120 sprog (http://www.jw.org/da/publikationer/bibelen/)

  • jw.org findes bibelsk litteratur på 793 sprog (2016-02-14) herunder 84 tegnsprog.
  • wol.jw.org findes et fyldigt studie-bibliotek på 233 sprog (2016-02-14)
Kildehenvisning:

Anekdote: Kan du sove når det blæser?

For år tilbage boede en landmand i område ud til Atlanterhavskysten. Han måtte ofte søge nye medhjælpere da det kunne være et barsk område. De fleste mennesker på den tid var ikke glade for at bo og arbejde ved Atlanterhavskysten. De var bange for de frygtelige storme, der under deres hærgen forårsagede store ødelæggelser på både afgrøder og bygninger.

Når landmanden havde ansættelses samtaler, var det ikke usædvanligt at ansøgerne fortrød og afslog ansættelse. Den seneste samtale landmanden havde, var med en lille, mager mand omkring de 60 år. “Kan du klare jobbet på en gård?” spurgte landmanden, “Tja, jeg kan sove når vinden blæser” svarede den lille mand. Det var et kryptisk svar og landmanden undrede sig, men han havde virkelig brug for hjælpen, så han antog ham.

Den lille mand var en dygtig medhjælper, der arbejdede flittigt fra solopgang til solnedgang, og landmanden havde al mulig grund til at være tilfreds med medhjælperens arbejde.

Så kom en nat hvor stormen kom hylende ind fra havet. Landmanden sprang ud af sengen, greb en lygte og spurtede over til medhjælperens bolig. Han ruskede den lille mand og skreg, “Kom ud af sengen! Der en storm på vej! Det hele blæser væk!” Den lille mand vendte sig i sengen og sagde roligt “Nej. Jeg sagde, jeg kunne sove når vinden blæser.”

Landmanden blev rasende og overvejede at fyre ham på stedet men i stedet hastede han ud for at forberede gården til stormen. Til hans overraskelse var alle høstakke dækket med presenninger, køerne var i laden, høns og kyllinger i hønsehuset, alle døre var spærret og vinduer sikret. Alt var bundet fast, så intet kunne flyve væk.

Så forstod landmanden hvad medhjælperen mente.

Oversat fra engelsk.
[http://www.1stap.com/en/html/sleep_well.html]

Hvorfor tillader Gud ondskab og ulykker?

Dette er overskriften på en artikel på videnskab.dk og den ledsagende debat har overskriften ‘Er Gud god?’.

Kan man bebrejde en far der i en lang periode bærer over med og har tålmodighed med sine børn, i håb om at de med tiden vil indse det fornuftige i at følge hans vejledning?

Ligesom en far har et navn han kendes ved, har Gud et navn han kendes ved – Jehova.

Det er ikke Jehova Gud der er årsag til lidelser og ondskab.

I Jobs tilfælde er det helt tydeligt hvem der var årsag til hans lidelser – Jehovas modstander, Satan.

Det fremgår af beretningen at Satan påstår at mennesker ikke er lydige mod Gud fordi de ønsker men fordi de har fordel af det.

Guds modstander – Satan – er den virkelige årsag til lidelser.

Det blev han da han forførte den første kvinde ved at tilbyde hende lighed med Gud. Da hun spiste af frugten gjorde hun oprør mod Gud og Adam valgte – af misforstået loyalitet – at stille sig på sin hustrus side.

Satan havde været en del af Jehovas familie i himlen men var blevet klog i egne tanker og mente han kunne gøre det samme som Jehova. Da Satan blev Guds modstander fik han herredømmet over jorden. At dette er tilfældet bekræftes mindst 2 gange af Jesus.

Mattæus kapitel 4

8 Endvidere tog Djævelen ham med sig til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed, 9 og han sagde til ham: „Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.“ 10  Så sagde Jesus til ham: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“

Johannes kapitel 14

30  Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens hersker kommer. Og han har ikke noget tag i mig,

Satan fremførte to påstande – stridsspørgsmål – som berører os alle

  1. Jehova har ikke retten til at være Gud, Konge og Hersker over mennesker (Edens have).
  2. Mennesker adlyder kun Jehova fordi de får noget for det (Beretningen om Job).

Der var milliarder engle til stede i himlen da Satan udfordrede Jehova. Hvis Jehova havde udslettet oprørerne med det samme ville der for altid have været uvished om det kunne have været rigtigt.

Jehova besluttede derfor at afsætte en periode så alle kunne få syn for sagen.

I denne periode ville Jehova Gud tillade at mennesker udøvede deres frie vilje til bedømme hvad der var godt og ondt. Da vi er skabt i Guds billede har vi en mulighed for at styre vores frie vilje og vi har endda fået et ‘kompas’ – nemlig vores samvittighed. I Bibelen – Brevet til Romerne skriver Paulus i kapitel 2

14 For når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. 15 De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.

I Athen, ved foden af Areopagus, findes en bronzeplade til minde om den berømte tale Paulus holdt i denne by. Talen findes i Bibelen – Apostelgerninger 17.

22 Paulus trådte så frem midt for Areoʹpagus og sagde:

„Athenske mænd, jeg ser at I i alle henseender synes at have større frygt for guderne end andre har. 23 Mens jeg gik forbi og nøje betragtede de ting jeres gudsdyrkelse er rettet imod, fandt jeg for eksempel også et alter hvorpå der var skrevet: ’For en ukendt gud.’ Det som I altså viser gudhengivenhed uden at kende det, det forkynder jeg jer. 24 Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer der er gjort med hænder; 25 han tjenes heller ikke af menneskers hænder som om han trængte til noget, for han giver selv liv og ånde og alting til alle. 26 Og han har ud af ét [menneske] dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for [menneskenes] bolig, 27 for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os. 28 For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til, sådan som også nogle af digterne iblandt jer har sagt: ’For vi er også hans afkom.’

29 Da vi altså er Guds afkom, bør vi ikke forestille os at Det Guddommelige Væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget der er tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed. 30 Sandt nok har Gud båret over med en sådan uvidenheds tider, men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind. 31 Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.

Det er med Jehova som med faren – han har tålmodigt båret over med os, i håb om vi vil ændre sind og følge hans vejledning. I sidste ende er det op til os personligt, at følge vejledningen Gud har givet os i sit ord – Bibelen.

Uligheder

Hvis du kan læse det her er du bedre stillet end de 3 milliarder mennesker der slet ikke kan læse.

Hvis du ikke har oplevet krigens gru, smerten ved langvarig fængsling eller tortur eller virkningerne af langvarig sult har du det bedre end 500 millioner af dine medmennesker.

Hvis du vågnede i morges med et rimeligt helbred og ingen sygdom af betydning har du det bedre end den gruppe på 1 million mennesker der hver uge som følge af sygdom og dårligt helbred.

Hvis du har mad i fryseren, tøj på kroppen, tag over hovedet og seng at sove i er du rigere end 75% af jordens befolkning.

Hvis du har penge i banken, penge i pungen og småpenge i din lomme er du blandt 8% af verdens rigeste.