En tankevækkende anekdote

Under overskriften Findes Gud? læste jeg forleden følgende anekdote. Jeg kan ikke verificere at det er en sand historie men uanset er den tankevækkende, videnskabelig korrekt og med en glimrende morale.

En professor spurgte: “Skabte Gud alt der findes?”

En student svarede frimodigt “Ja det gjorde han!”

“Har Gud skabte alting?” spurgte professoren.

“Ja” svarede studenten.”

Professoren svarede: “Hvis Gud skabte alting, da har han også skabt ondskab, siden ondskab findes. Ud fra det princip, at det vi skaber definerer det vi er, kan vi da konkludere at Gud er ondskab.”

Professoren var godt tilfreds med sig selv og pralede til de studerende, at han endnu engang havde bevist, at den kristne tro er en myte.

En anden student løftede hånden og sagde, “Må jeg have lov at stille et spørgsmål Professor?” “Selvfølgelig”, svarede professoren.

Studenten stod op og spurgte, ” Professor eksisterer kulde?” Professoren svarede “selvfølgelig gør den det. Har du aldrig været kold?” De andre studerende fnisede af den unge mands spørgsmål.

Den unge mand svarede, “Faktisk eksisterer kulde ikke. Ifølge fysikkens love er hvad vi betegner som kulde I virkeligheden fravær af varme. Ting er kun egnede til et studie, når det har eller transmitterer energi. Varme er det der gør, at kroppe eller materie har eller kan overføre energi. Det absolutte nulpunkt er det totale fravær af varme. Kulde eksisterer ikke. Vi har skabt dette ord for at forklare, hvad vi føler når der ikke er varme.”

Studenten fortsatte, “Professor, eksisterer mørke?”

Professoren svarede, “Selvfølgelig gør det det.”

“De tager endnu engang fejl”, svarede studenten. “Mørke er I virkeligheden fravær af lys. Vi kan studere lys, men ikke mørke. Vi kan faktisk bruge Newtons prisme til at bryde lyset til mange farver og studere de forskellige bølgelængder af hver enkelt farve. Man kan ikke måle mørke. En enkelt lysstråle kan bryde ind I en verden af mørke og oplyse den. Hvordan kan man vide, hvor mørkt der er på et udvalgt sted? Det kan man ved, at måle den mænge lys der er tilstede! Er det ikke rigtigt? Mørke er en term brugt af mennesker til at beskrive fraværet af lys.”

Til sidst spurgte den unge mand professoren. “Eksisterer ondskab?” Professoren svarede nu tøvende “Selvfølgelig, som jeg allerede har sagt. Vi ser det hver dag. Det findes i det daglige eksempel af menneskets umenneskelighed mod mennesket. Det findes i den mængde af kriminalitet og vold vi ser alle steder i verden. Disse manifestationer er intet foruden ondskab.”

Til dette svarede studenten: “Ondskab eksisterer ikke, I det mindste ikke af sig selv. Ondskab er helt enkelt fravær af Gud. Det er ligesom mørke og kulde et ord man har skabt for at beskrive et fravær af Gud. Gud skabte ikke ondskab. Ondskab er et resultat af det der sker, når mennesket ikke har Guds kærlighed tilstede i sit hjerte. Det er ligesom kulden, der kommer, når der ikke er varme og mørket der kommer, når der ikke er lys.”

Ingen husker mere professorens navn. Men vi har alle hørt om studenten. Hans navn var Albert Einstein.

At det skulle være Albert Einstein kan sagtens være sandt men jeg har ikke kunnet verificere det.

En analogi til hvor er vi kommet fra?

[vc_row][vc_column width=”1/2″][vc_images_carousel images=”3842,3843,3844,3841″ img_size=”medium” autoplay=”yes” wrap=”yes” css_animation=”bounceInDown”][/vc_column][vc_column width=”1/2″][vc_images_carousel images=”3862,3861,3860″ img_size=”medium” autoplay=”yes” wrap=”yes” css_animation=”bounceInDown”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Tilhængere af evolution

Som de fleste ved eller tror de ved så går evolutionsteorien ud på at alle ting har gradvist har samlet sig selv i mere og mere funktionelle enheder som derved har kunnet gøre ting som ikke tidligere var muligt.

Denne gradvise samlen sig selv har, ifølge tilhængerne af denne teori, så ført os frem til det stade mennesket befinder sig på, i begyndelsen af det 21. århundrede.

Når vi betragter universet, jorden med dens righoldige plante og dyreliv samt den mangfoldighed der udfolder sig hver dag når vi betragter vores omgivelser; når vi tænker over hvor mange valg vi skal foretage os hver dag; nogle valg er instinktive som at dukke sig når der kommer en bold gennem luften; andre valg er baseret på omsorg for vores medmennesker; andre valg er baseret på egoisme, hvor meget kan jeg få ud af det her; nogle er endda decideret kyniske og gør alt hvad de kan for at øge deres velfærd eller rigdom på bekostning af af andre – den stærkeste overlever – synes de at leve efter.

Hvis vi vender tilbage til udgangspunktet, og tager en hverdags ting – noget vi bruger hver dag – nogen bruger ledning – andre gør ikke – jeg taler om en computer mus – det redskab vi bruger til at udpege og klikke på et link til en tilsyneladende interessant artikel.

Denne indretning blev opfundet af Doug Engelbart og patenteret i 1970. På Stanford universitetet ligger nogle snittegninger af musen. Hvis man kigger nøje efter og prøver at tælle hvor mange komponenter den består af – er den forbavsende enkel i forhold vores dages bluetooth pegeredskaber eller touchskærmen på vores telefon.

Hvis vi – som ovenstående tilhængere af evolutionen – ser bort fra at komponenterne må være tilvirket af en eller anden. Træklodsen er udhulet med et stykke værktøj, hjulene er fremstillet af en smed og en med forstand på elektriske strømme har fremstillet knappen og kablerne der forbinder musen til computeren.

Kigger vi på tegningerne er der 54 nummererede smådele inklusive tastatur, monitor og bord. Dem kaster vi ud på græsplænen. Hvornår tror du de har nået at samle sig til en fungerende organisme der kan udrette noget nyt? Du skal huske at din græsplæne bliver vedligeholdt og græsset klippet en til to gange om ugen. Hvad sker der med komponenterne til musen når rotorklipperen kører hen over og suger dem op fra jorden og hvirvler dem rundt mens de bliver banket af klingen? Hvornår bliver disse komponenter til en funktionel enhed der kan udrette noget nyt?

Sådan har jeg det med universet, jorden og al det gode der findes på jorden.

Det er skabt med en hensigt – Skaberen Jehova skabte jorden – alene for at mennesket skulle kunne glæde sig over livet. Den hensigt er ikke visnet eller faldet bort eller ændret. Jehova har tydeligt gjort opmærksom på at han vil renovere “huset” og overdrage “nøglerne” til noget famile der forstår at værdsætte det.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Hvor er vi kommet fra?

Evolution eller skabt med en hensigt?

Er evolutionen en videnskabelig teori

For et par år siden så jeg en film om CERN – det europæiske agentur for atomforskning – og deres partikel accelerator.

Filmen hed ‘Particle Fever’ og den affødte nogle spekulationer jeg skriblede ned her.

Siden har jeg beskæftiget mig en del med emnet og læser i øjeblikket en bog af John C. Lennox med titlen “Guds Bøddel – Har videnskaben virkelig fået has på Gud og dermed begravet enhver snak om ham?”.

Forfatteren beskæftiger sig med grænselandet mellem religion og videnskab. Dette grænseland indholder nogle meget interessante argumenter for hvorfor jorden og mennesker på er skabt med en hensigt. Et sted i bogen beskæftiger han sig med forskernes opdagelser med hensyn til den nøjagtige balance universet eksisterer i og den hårfine justering der eksisterer hvor nogle ganske små ændringer ville umuliggøre liv på jorden.

Læsningen fik mig til at tænke på hvordan man definerer en videnskabelig teori.

Jeg kan på det varmeste anbefale bogen.

Den treenige gud?

Den treenige gud

I dag – i det 21. århundrede – bekender en tredjedel af jordens befolkning sig som kristne, og betragter den treenige gud som en endegyldig sandhed der ikke kan bestrides.

Spørgsmål til afklaring:

  • Hvor kommer den fra?
  • Er der grundlag for den?
  • Hvad mente de første kristne?
  • Stemmer den med De Hellige Skrifter – Bibelen?
  • Hvorfor tror så mange på den?
  • Har det egentlig nogen betydning?

Hvor kommer den fra?

Begyndelsen

Kejser Konstantin

Den kristne guds-opfattelse har, siden det 4. århundrede, været genstand for mange diskussioner og stridigheder; så mange, at Kejser Konstantin i det 4. århundrede gennemførte et kirkemøde med den koncensus at definere og homogenisere den kristne guds-opfattelse.

Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse

Den athanisianske trosbekendelse

Kristendom

Er der grundlag for den?

I artikelen Hvorfor er treenigheden ikke sand? citerer skribenten følgende anerkendte opslagsværker:

The New Encyclopedia Britannica: “Hverken treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte shema i Det Gamle Testamente: Hør Israel ! Herren vor Gud, Herren er én (5. Mosebog 6:4)..Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid..I slutningen af det fjerde århundrede..havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form, som har holdt sig siden da.” – 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.

The New Catholic Encyclopedia: “Formuleringen én Gud i tre personer, var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og i den kristne trosbekendelse før slutningen af det fjerde århundrede. Men det er denne formulering, der har førsteret på betegnelsen treenighedsdogmet. Hos de apostolske fædre var der intet, der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse” – 1967, bd. XIV, s. 299.

The Encyclopedia Americana: “Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk (troede på Gud som én person). Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det fjerde århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra den lære.” – 1956, bd. XXVII, s. 294 L.

Nouveau Dictionnaire Universel: “Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer..Denne græske filosofs (Platon, fjerde årh. f.v.t.) opfattelse af den guddommelige treenighed..findes i oldtidens hedenske religioner”. – Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.

Gads Danske Bibelleksikon: “Læren om treenigheden blev udviklet i oldkirken, og dens forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der er hentet fra græsk filosofi..Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om treenighedsdogmet, og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: Faderen-Sønnen-Helligånden..Disse steder kan.ikke betragtes som det primære grundlag for læren om treenighed. Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre “personer” i Guds væsen”. – 1982, bd. III, sp. 598, 599.

Hvad mente de første kristne?

Først og fremmest var Jesus Kristus jøde, efterkommer af Adam og underlagt den jødiske lovpagt indgået ved Sinai bjerg 1.500 f.v.t. Jesus og hans diciple var således strengt unitariske og det såkaldte shema lyder da også “Hør Israel, Jehova vor gud er een Jehova”.

De første kristne var – frem til år 36 – jøder. Efter år 36 blev enkeltpersoner fra andre nationer også kristne.

Disse enkelt personer antog kristendommen som den blev undervist af Jesus apostle og de øvrige diciple.

Det at være kristen dengang indebar at man anerkendte Jehova som den Almægtige Gud og Skaber tro på Jesus Kristus som hans enestefødte søn.

Stemmer treenighedslærend med De Hellige Skrifter – Bibelen?

Nej! Som det fremgår af de foregående citater fra anerkendte opslagsværker findes der intet belæg for en treenig gud. Det er frafald fra den sande kristendom som Jesus underviste sine diciple i.

Hvorfor tror så mange på den?

Det kan der være flere grunde til.

En af de vægtigste grunde er at kristenheden med den katolske kirke som den førende har holdt Bibelens ord hemmeligt for den brede befolkning.

Da John Wycliffe i 1300 tallet oversatte Bibelen til engelsk og da han og hans tilhængere begyndte at rejse rundt, til fods, i England og at læse op fra Bibelen på engelsk øgede det stærkt den almindelige interesse for Guds ord. Det engelske præsteskab forfulgte på det groveste lollarderne som de kaldtes og søgte efter alle eksemplarer eller dele af Wycliffes bibel – for at brænde den. Hvilken foragt for Guds ord.

Kristenhedens præsteskab siden gjort sig skyldig i grov forfølgelse af grupper og enkeltpersoner som har oversat Bibelen fra hebraisk og græsk til de sprog som tales af befolkningen verden over. Wycliffe, Tyndale, Servet og andre er blevet forfulgt og dræbt for deres kærlighed til Guds ord. Jehovas Vidner er netop blevet forbudt i Rusland og deres Ny Verden oversættelse af de Hellige Skrifter erklæret ekstremistisk. Hvorfor? – fordi den bruger Guds personlige navn Jehova.

Kildemateriale:

Kristendom.dk Synspunkt – Finn Sørensen Hvorfor treenigheden ikke er sand
Finn Sørensen Eksistentielle tanker

I de sidste dage …

Verdens tilstand i ‘de sidste dage’

Hvad siger Bibelen om ‘endens tid’

Mens han sad på Oliebjerget kom disciplene hen til ham da de var for sig selv og sagde: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ – Mattæus 24:3

Tilstandene i ‘de sidste’ dage eller ‘endens tid’

Hvad skal der ske?

Er der noget håb?

Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme. – Mattæus 24:14

Guds løfter om Riget

Bibelen er ikke bare profetier om den Almægtige Gud Jehovas indgriben ved sin messianske konge Jesus Kristus; den er også et løfte til alle som vil tro på og anerkende Jehova som den Almægtige, som Skaberen af himlen og jorden og som den eneste sande Gud; et løfte til alle som vil tro på og anerkende Jesus Kristus som Guds Søn og som den Gud sendte til verden for at “udfri gudhengivne mennesker” så de kan nyde godt af evigt liv på en renset og fredfyldt jord (2 Peter 2:4-10).

Forudsigelser om riget

Er løfterne tomme og utroværdige?

for I ved først og fremmest dette, at ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte [ord] fra Gud idet de blev ført af hellig ånd. – 2 Peter 1:20-21

Guds løfter er ikke tomme for han er “en gud lyve” og “Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.” (Titus 1:1-2, Apostelgerninger 17:22-34)

Nogle af de seneste verdensbegivenheder

2016 Juli USA Californien, Los Angeles Voldsomme brande. ‘Sand Fire’ branden større end San Fransisco
2016 Juli USA Sydlig og østlig Ekstrem hedebølge berører 12 stater med næsten 54 mill mennesker
2016 Juli Tyrkiet Ankara 3 måneders undtagelsestilstand. Religiøse tilhængere af en tidligere imam beskyldes for at stå bag
2016 Juli Global Global Zika virus erklæret som global helbredsfare af WHO. Der findes ingen behandling mod virusen
2016 Juli Kina Beijing Hebei, Henan, Shanxi provinser ramt af de værste oversvømmelser og mudderskred siden 1998
2016 Juli Afghanistan Kabul 2 terrorangreb selvmordsbomber mod menneskemængde under demonstration
2016 Juli Japan Sagamihare 26-årig mentalt syg dræber 19 handicappede på plejehjem
2016 Juli USA Fort Myers, Florida Skyderi på natklub
2016 Juli Tyrkiet Kupforsøg Tusindvis dræbt under forsøget. Præsidenten beskylder tidligere imam for at stå bag.
2016 Juli Frankrig Nice Terrorangreb med lastbil mod menneskemængde
2016 Juli Tyskland Wurzburg 17 årig angriber 5 togpassagerere med økse
2016 Juli Tyskland Munchen 18 årig IS tilhænger skyder og dræber 9
2016 Juli Tyskland Reutlingen 21 årig syrisk flytning angriber 6 med machete
2016 Juli Tyskland Ansbach Syrisk mand udløser selvmordsbombe på musikfestival
2016 Juli Somalia Mogadishu UN-styrker angrebet med selvmordsbombe
2016 Juli Frankrig Saint-Etienne-du-Rouvray Gidseltagning i kirke. Præst dræbt
2016 Juli Nepal Monsunregn Store skader og mindst 39 døde
2016 Juli Irak Baghad, Kadhimiya Terrorangreb med selvmordsbombe i boligkvarter
2016 Juli Irak Bagdad, Rashidiya Terrorangreb med bilbombe
2016 Juli Irak Bagdad, Balad Terrorangreb med selvmordsbomber og skyderi
2016 Juli Irak Bagdad, Karrada terrorangreb mod lastbilbombe ved afslutning af ramadan
2016 Juli Irak Bagdad, al-Shaab Terrorangreb med bilbombe
2016 Juli Bangladesh Dhaka Terrorangreb med skydevåben mod cafe i diplomat kvarter
2016 Juni Belgien 12 anholdt for at planlægge terror aktion
2016 Juni Tyrkiet Istanbul Terrorangreb med selvmordsbomber mod Ataturk-lufthavnen
2016 Juni Tyrkiet Istanbul Terrorangreb med bilbombe mod politibus
2016 Juni Frankrig Paris Terrorist dræber politimand og hans kone
2016 Juni USA Orlando Skyderi på natklub
2016 Juni Irak Bagdad 2 terrorangreb med selvmordsbomber
2016 Juni USA Californien, Santa Barbara Voldsom brand har fået navnet ‘Scherpa Fire’
2016 Maj Irak Bagdad Terrorangreb med 3 bomber
2016 Maj Irak Bagdad Terrorangreb med bilbombe
2016 Maj Irak Samawa Terrorangreb med 2 bilbomber
2016 Maj Danmark Aarhus 19-årig dømt for opfordring til terror
2016 Maj Canada Fort McMurray Voldsom brand og dele af byen er brændt ned til grunden
2016 Maj Sverige Gotland Voldsom skovbrand
2016 April Danmark København 4 personer anholdt på mistanke om terror planer
2016 Marts Irak Iskandriya Terrorangreb med selvmordsbombe mod fodboldtilskuere
2016 Marts Irak Checkpoint ved Hilla Terrorangreb med bilbombe, tankbil
2016 Marts Tyrkiet Sydøstlige Tyrket Terrorangreb med bilbombe ved busterminal
2016 Marts Tyrkiet Istanbul Terrorangreb med selvmordsbombe i forretningsgade
2016 Marts Tyrkiet Ankara Terrorangreb med bilbombe foran busstoppested
2016 Marts Belgien Bruxelles Terrorangreb med selvmordsbomber mod lufthavn og metrostationen Maalbeek
2016 Februar Irak Sadr 2 terrorangreb med selvmordsbomber
2016 Februar Tyrkiet Ankara Terrorangreb med bilbombe ved militærbarak
2015 Januar Tyrkiet Istanbul Terrorangreb med bombe mod turister på Sultanahmet pladsen
2015 Januar Libyen Zliten Terrorangreb på politiskole
2015 Januar Belgien Verviers Politiaktion for at forhindre terrorangreb
2015 December Australien Victoria, Lorne Voldsom skovbrand
2015 December USA Californien, Los Angeles Voldsom skovbrand
2015 December Spanien Flere voldsomme skovbrande
2015 November Tunis Selvmordsangreb mod en bus med præsidentens livvagter
2015 November Frankrig Paris Terrorangreb med skydevåben og selvmordsbomber 6 forskellige steder
2015 November Libanon Beirut, Borh al-Barajneh Først en cykelbombe og da folk er strømmet til udløses en selvmordsbombe
2015 Oktober Egypten Sinai Passagerfly skudt ned
2015 Oktober Indonesien Over 100.000 skovbrande i | 2015 som indhylder store dele af Sydøstasien i et tæppe af røg
2015 September USA Californien, Middletown Voldsomme skovbrande
2015 August Frankrig Terrorangreb i tog på grænsen til Belgien
2015 August USA Vestlige del Snesevis af voldsomme skovbrande
2015 August Spanien Voldsomme skovbrande
2015 Juli Canada Alaska Mere end 600 voldsomme skovbrande
2015 Juni Tunesien Sousse Terrorangreb med skydevåben mod turister
2015 Juni Kuwait terrorangreb med selvmordsbombe mod menneskemængde i shiitisk moske
2015 April Rusland Sibirien voldsomme skovbrande
2015 April Ukraine Tjenobyl Voldsomme skovbrande
2015 Februar Danmark København Terrorangreb med skydevåben mod cafe og jødisk synagoge
2015 Januar Frankrig Paris Terrorangreb med skydevåben mod satire-magasinet Charlie Hebdo
2015 Januar Frankrig Paris Terrorangreb med skydevåben mod trykkeri
2015 Januar Frankrig Paris Terrorangreb med skydevåben mod jødisk supermarked

Hvorfor skal Gud have skylden?

Hvad jeg mener med spørgsmålet er:

Det er menneskers der er årsag til den elendighed vi ser i verden.

Borgerkrige – religionskrige – kriminalitet – grådighed – udnyttelse; intet af det er forårsaget af Gud men alene af mennesker.

Verden er fyldt med mennesker der er påvirket af en uafhængighedens ånd, og resultatet er stolthed, egoisme og rivalisere; mennesker mener at det er klogt at søge sine egne interesser uden at tage hensyn til hvordan det vil påvirke andre.

Den almægtige Gud og Skaber gør intet ondt – heller ikke selvom han tillader det for en tid.

Det er menneskets dårskab der fører det på gale veje, men det er mod Jehova dets hjerte raser.
Ordsprogene 19:3

Derfor, hør på mig, I mænd med [forstandigt] hjerte.
Det være fjernt fra den [sande] Gud* at handle ondt,
og fra den Almægtige at handle uret!
Job 34:10

Den sande guds navn

Der er mange guder og de har mange navne. Fælles for dem alle er at de bliver prist med navns nævnelse i sange og hymner.

Den sande Guds personlige navn forekommer næsten 7000 gange – alene i De Hebraiske Skrifter også kendt som Det Gamle Testamente (GT). Det forekommer som konsonanterne JHVH og er mest kendt som Jehova.

17 Måtte de blive til skamme og forfærdes for evigt, og måtte de beskæmmes og gå til grunde, 18 så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden. – Salme 83:18

Såkaldt ‘bibel-tradition’ foreskriver at man erstatter Guds personlige navn med Herre eller Herren og det er derfor ikke sikkert at du kan finde ovenstående i din personlige bibel. Hvis dette er tilfældet findes der et forord eller en ordforklaring der forklarer brugen af titlen Herren. Begrundelsen for denne anvendelse skulle angiveligt være hensynet til at jøderne i deres Talmud havde forbudt udtalen af Guds navn.

Interessant nok havde de ikke noget forbud mod at anvende Guds navn i deres skrifter – og både Bibelen og Talmud indeholder derfor Guds navn JHVH. Når de læste op udtalte de derfor vokalerne for Herre. Denne praksis er besynderlig når man tager i betragtning at Jehova inspirerede bl.a. Esajas til – i kraftige vendinger – at kritisere dyrkelsen af den falske gud Ba’al. Udtrykket Ba’al er ikke kun et navn men et ord der betyder – Herre.

Religiøse ledere ville søge at skjule Guds navn og Jeremias blev inspireret til at skrive

26 Hvor længe skal dette vare ved i profeternes hjerte — de som profeterer løgn og som er profeter for deres eget hjertes svigefulde påfund? 27 De tænker på at få mit folk til at glemme mit navn ved hjælp af deres drømme som de fortæller hinanden, ligesom deres fædre glemte mit navn på grund af Ba′al. Jeremias 23:26-27

Ligesom Skaberen Jehova i fortiden var repræsenteret ved et kongedømme i Jerusalem er vores Skaber nu repræsenteret ved et kongedømme i himmelen og det er hans søn Jesus Kristus der er indsat som konge.

Dette kongedømme blev en realitet for over 100 år siden – i 1914.

Meget snart vil tiden være kommet til at Jehova vil ophøje sit navn og rense jorden for de dårligdomme som har været en følge af hans modstander Satans herredømme over jorden og menneskene på den.

Hvorfor treenigheden ikke er sand?

En række tanker og synspunkter om emnet treenighed

Kilde: http://www.kristendom.dk/synspunkt/hvorfor-er-treenigheden-ikke-er-sand
Skribent: Finn Sørensen

Treenigheden er en vildfarelse, som mange treenighedstilhængere besidder. De hævder hårdnakket, at treenigheden er sand, til trods for, at den ikke er nævnt en eneste gang i Bibelen eller at Jesus er citeret for, at han er den almægtige Gud . Det gør han ikke, tværtimod henviser han altid til Faderen, det gør han ved flere lejligheder. De hævder også, at de første kristne tilbad Jesus, både da han var menneskefoster, spædbarn eller et større barn. Enhver, der har læst kirkehistorie ved, at sådan hænger det ikke sammen.

Treenighedstankerne blev først debatteret så småt ved slutningen af det tredje århundrede og fandt indpas i kristenheden ved synoden i Nikæa under kejser Konstantinden Stores ledelse i år 325 e.v.t. I hele Vesten blev treenigheden først endelig vedtaget i det syvende og ottende århundrede. Treenighedstilhængerne er ikke modtagelige for sund fornuft, og vil hellere kæmpe mod den sande Gud, og dermed lide et forsmædeligt nederlag til Jesu Kristi eksekutionsstyrker på dommens dag (Åb. 16:16).

Definition: Læren om treenigheden er kirkernes centrale dogme, som kun få teologer har anfægtet. Ifølge den athanasianske kirkes trosbekendelse består guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden), som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger, at de tre “personer” ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. Flere teologiske og historiske værker bekræfter, at dogmet ikke har nogen bibelsk baggrund at støtte sig til, men udelukkende har sit udgangspunkt i kirkehistorien.

The New Encyclopedia Britannica oplyser: “Hverken treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte shema i Det Gamle Testamente: Hør Israel ! Herren vor Gud, Herren er én (5. Mosebog 6:4)..Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid..I slutningen af det fjerde århundrede..havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form, som har holdt sig siden da.” – 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.

The New Catholic Encyclopedia siger: “Formuleringen én Gud i tre personer, var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og i den kristne trosbekendelse før slutningen af det fjerde århundrede. Men det er denne formulering, der har førsteret på betegnelsen treenighedsdogmet. Hos de apostolske fædre var der intet, der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse” – 1967, bd. XIV, s. 299.

I The Encyclopedia Americana står der: “Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk (troede på Gud som én person). Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det fjerde århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra den lære.” – 1956, bd. XXVII, s. 294 L.

I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: “Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer..Denne græske filosofs (Platon, fjerde årh. f.v.t.) opfattelse af den guddommelige treenighed..findes i oldtidens hedenske religioner”. – Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.

Gads Danske Bibelleksikon siger: “Læren om treenigheden blev udviklet i oldkirken, og dens forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der er hentet fra græsk filosofi..Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om treenighedsdogmet, og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: Faderen-Sønnen-Helligånden..Disse steder kan.ikke betragtes som det primære grundlag for læren om treenighed. Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre “personer” i Guds væsen”. – 1982, bd. III, sp. 598, 599.

Såfremt et menneske skal redegøre for treenighedsdogmet, kan han kun gøre det ud fra subjektive, spekulative og filosofiske antagelser frem for at benytte Guds ord. Det er ganske enkelt, fordi treenigheden ikke er nævnt i Bibelen. Filosofiske antagelser er ikke brugbare, når man beskæftiger sig med Guds ord, idet Bibelen siger, det der skal siges om Guds eksistens, både det vi ikke ved, og det vi ved.

Treenighedsdogmet består af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Man kender Sønnens navn, men hvad er Gud Faders navn? Man påstår, at de alle er af samme substans, men det er en filosofisk antagelse, som ikke har hold i virkeligheden. Det er kun en filosofisk undvigelsesmanøvre, så man kan bevare mysticismen omkring Gud og gøre den til levebrød for de “lærde”. Naturligvis har Gud ikke på noget tidspunkt betegnet sig selv som en treenighed.

Jesus er underlagt Faderen, det fremgår klart af Første Korintherbrev 15:28. Når man selv vil udgøre både Fader og Søn kan man naturligvis ikke underlægge sig noget, der er en selv. Kristenheden vil fremstille Jesus som både Fader og Søn jfr. væsensfællesskabet. Det er ikke i overensstemmelse med kendsgerningerne.

Der er flere skriftsteder, hvori flertalsformen anvendes om Gud på hebraisk. I Første Mosebog 1:1 er benævnelsen Gud oversat fra “Elohim”, der på hebraisk er flertal. Tilhængere af treenighedslæren har heri fundet tegn på en treenighed. Man har også ment, at Femte Mosebog 6:4 indeholdt en skjult hentydning til enheden mellem treenighedens bestanddele, når der siges: “Herren vor Gud (af Elohim’), Herren er én.”

Endvidere påpeger tilhængerne også skriftsteder som Johannesevangeliet 10:30: “Jeg og Faderen, vi er ét”. Dette beskriver imidlertid, at der er overensstemmelse i hensigten mellem Fader og Søn (jf. Johannesevangeliet 17:21, 22) Noget lignende er gældende for Johannesevangeliet 14:9.

I Paulus’ brev til Filipperne 2:11 siges der: “og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (autoriseret oversættelse af 1992). Hvordan kan man være til sin Faders ære, når man alligevel vil udgøre den samme person i én Gud? Er sandheden ikke snarere, at de er to personer, hvor Sønnen ærer Faderen.

Her er flertalsformen på hebraisk majestætsflertal, pluralis majestatis. (NAB, St. Joseph Edition, Bible Dictionary, s. 330; New Catholic Encyclopedia, 1967, db. V., s. 287). Den indeholder ikke nogen tanke om flere personer i én Gud. I Dommerbogen 16:23 anvendes således også bøjningsformen i flertal af “Elohim” om den falske gud Dagon; udsagnsordet, der bruges sammen med det, står i ental og viser, at der kun er tale om én gud. I Første Mosebog 42:30 omtales Josef som Ægyptens “herre” (‘adhome’, form for ‘adhonim’, pluralis majestatis). På græsk anvendes ikke majestætsflertal. Septuaginta har derfor i Første Mosebog 1:1 ho Theos’ (Gud, ental) som oversættelsen af ‘Elohim’. I Markus det 12:29, hvor Jesus citerer Femte Mosebog 6:4, anvendes ligeledes entalsformen på græsk ho Theos’.

Ingen steder i Justinus Martyrs omfattende litterære produktion siges der, at Gud består af tre sideordnede personer. Ifølge den danske prøveoversættelse (1989) siges der i Ordsprogenes Bog 8:22-30 om den førmenneskelige Jesus: ,,Som den første af mine handlinger skabte Herren mig, forud fra sine værker dengang…..Jeg blev født, før der var urdyb….forud for højene blev jeg født…..(jeg var) ved hans (Guds) side som hans fortrolige.” I dialog med jøden Tryfon kommenterer Justinus disse vers således. ,,Skriften har erklæret, at dette afkom blev født af Faderen før alt det skabte; og at det der fødes er forskelligt fra det der føder, vil alle vel indrømme”. Eftersom Sønnen er født af Gud, bruger Justinus betegnelsen “Gud” om Sønnen. Han skriver i sin første apologi: ,,Alle tings Fader har en Søn, der ogsaa som Guds Logos og førstefødte Søn selv er Gud. Bibelen kalder også Guds Søn for “Gud”. I Esajas’ Bog 9:6 omtales han som “Vældig Gud”. Men i Bibelen kaldes også engle, mennesker, falske guder og Satan for “guder”. (Engle: Salme 8:5; jfr. Hebræerbrevet 2:6, 7. Mennesker: Salme 82:6. Falske guder: Anden Mosebog 12:12; Første Korintherbrev 8:5. Satan: Andet Korintherbrev 4:4.). Det hebraiske ord for “Gud” “El” betyder slet og ret: ,,en der har magt, er mægtig.” Det tilsvarende ord i De Græske Skrifter er “theos”. Af det hebraiske ord, der anvendes i Esajas 9:6 kan man desuden forstå, at der klart skelnes mellem Sønnen og Gud. Her kaldes Sønnen “Vældig Gud”, “El Gibbör”, ikke ,,den almægtige Gud”, “El Sjaddaj” derimod er en titel, der kun bruges om Jehova Gud.

De fleste har måske bemærket, at der i Første Mosebog 1:26 bruges benævnelsen “os”. Tværtimod er der tale om to personer. Det har intet med en treenighed at gøre, derimod henviser det til Jesu førmenneskelige tilværelse, hvor han var bygmester sammen med den almægtige Gud Jahve i himmelen. Jesus (Mikael) (navnet Mikael betyder i øvrigt, “Hvem er som Gud?”) medvirkede kun ved skabelsen, idet kun Gud var i stand til at fremtræde som den egentlige Skaber. (Salmernes Bog 33:6) Andre skabninger blev skabt sammen med Mikael (Jesus) Jahves førstefødte. Jesus blev dengang benævnt, som en af de ypperste fyrster med navnet Mikael, der senere omtales i Det Nye Testamente i Johannes’ Åbenbaring 12:7.

Allerede i Daniels Bog kapitel 10 omtales Mikael første gang i Bibelen. Ud over Gabriel er Mikael den eneste af de hellige engle, der omtales ved navn. Mikael er den eneste, som bærer titlen ærkeengel, derfor kan der kun være tale om Jesus Kristus i denne forbindelse. (Judas’ Brev 9) Senere tog Jesus Kristus sit himmelske navn tilbage igen (jf. Johannes’ Åbenbaring).

Det er naturligvis det rene nonsens, at Skaberen taler med sig selv. Den samme parallel kunne man drage i Johannesevangeliet 17:3. Dybest set er det at gøre nar af Gud. Hvorfor skulle Skaberen i øvrigt tage navneforandring, på samme måde som et menneske kan? Han er dog stadig den samme til evig tid. Hele kristenheden destruerer sig selv med dette dogme ved at bringe Skaberen ned på et menneskeligt plan. Hans storhed forhindrer simpelt hen dette. Guds kærlighed til en af sine mest ypperlige skabninger, som mennesket udgjorde, var imidlertid så stor, at han ydmygede sig ved at ofre sin førstefødte søn Mikael, den senere Jesus Kristus.

Jesus bar sidstnævnte navn, mens han var her på jorden. Navnet betyder i øvrigt “Jehova er frelse”. Det er kun få, der ved, at Jesu navn betyder “Jehova er frelse”. Man kan finde frem til det, hvis man har en autoriseret bibeloversættelse af 1931. Her går man ind i ordforklaringen under Jesus, der står bl.a., at Jesu navn betyder “Herren er frelse”, men det er ikke Herren Jesus, der henvises til, men derimod den hebraiske Gud og Herre, som er Jehova. Der henvises også til Josuas navn, som også betyder “Jehova er frelse”. Josua hører også til i den hebraiske del af Bibelen.

I den hebraiske del af Bibelen er Jesu navn slet ikke nævnt, det er derfor, at Jesu navn henviser til Herren Jehova. Jesus kaldes den førstefødte, fordi han netop var den eneste skabning, som Gud har skabt helt alene. Jesu salvelse i år 29 e.v.t. gjorde, at han senere blev den kristne menigheds overhoved og som følge deraf udpeget og designet til konge. Efter sin himmelske opstandelse kunne Jesus tilkendes rollen som ypperstepræst. Senere i historien beklædte han både kongemagten og embedet som ypperstepræst samtidigt, således kunne han også opfylde profetien om at arve Davids kongetrone. (Lukas 1:32, 33, 69; Hebræerbrevet 5:1, 4-10; 7:11-17) Ligesom Melkizedek blev han både konge og ypperstepræst. (Salme 110:4; Anden Samuelsbog 7:11-16) Bibelen oplyser intet om Melkizedeks afstamning, fødsel eller død.

Han havde altså ingen forgængere eller efterfølgere i embedet. (Første Mosebog 14:17-24) Derfor bruges Melkizedeks kongedømme på Jesus i billedlig forstand. Jesus skulle påtage sig den opgave at genløse menneskeheden. Det skulle han gøre ved at vise sig loyal i alle forhold til sin himmelske Fader. Derved var det bevist, at et menneske kan forblive loyal i forhold til sin Skaber, hvilket Adam ikke formåede. (Johannesevangeliet 3:16).

At der er et alvorligt paradoks i treenighedslæren fremgår af det efterfølgende. I det såkaldte “fadervor” fremsætter Jesus over for sine disciple en mønsterbeskrivelse på, hvordan de skal bede til Gud. Han siger i Matthæus 6:9, at de skal bede til deres Fader i himlene. Hvordan kan Jesus fremsætte en sådan anmodning til sine disciple, hvis han var den almægtige Gud, og stadig befandt sig i kødet.

Der er kun to svarmuligheder, enten var han ikke den almægtige Gud, eller også kunne man ikke bede til Gud i al den tid (33½ år), at han befandt sig på jorden. Ingen kan give et fornuftigt svar på det, hvis han skal forvare treenigheden.

I forbindelse med Jesu død og lidelser hvorfor skulle han da bede til guddommen om noget som helst, hvis han selv udgjorde en væsentlig del af den, det virker ulogisk. Det vil også nok være for høje tanker om mennesker, der ville være i stand til at dræbe en legemliggjort, almægtig Gud i himmelen, hvis det forholdt sig således. Søren Kierkegaard ville uden tvivl have kaldt det præstevrøvl, såfremt han havde haft det åndelige lys over netop denne ting. Gud, der overgår al menneskelig forstand, ham kan man ikke uden videre skille sig af med, derimod kan han skille sig af med alt.

Hvis treenighedsdogmet virkelig havde en konsekvens, så ville Jesu død være ensbetydende med, at verden var uden Skaber i de tre dage, hvor Jesus lå i graven. Det er helt tåbeligt at forestille sig, dele af guddommen ville blive myrdet, og en anden del vil leve videre i himmelen. Hvem kunne da oprejse ham fra døden, hvis hele guddommen delte fælles lod med Jesus i døden? Treenigheden er integreret med hinanden, så den side af sagen kan godt udelukkes.

Det er rigtigt, at Gud den Almægtige (altså Skaberen af alt) også har accepteret “gudetitler” til nogle af sine loyale tjenere. Men dette, at de bærer denne gudetitel, er jo ikke ensbetydende med, at de er Gud den Almægtige lig. Jesus betegnes i Esajas’ Bog 9:6, som en Vældig Gud. Jesus bliver også “evig fader” i den forstand, at de der har taget imod hans offer, kan opnå evigt liv på jorden.

I Salmernes Bog kapitel 82:6 bliver Israels dommere betegnet som guder, og der er vel ingen, der vil påstå, at de er Gud den Almægtige lig. I Apostlenes Gerninger kapitel 28:3 bliver Paulus bidt af en giftslange, men overlever dette bid derefter betragter befolkningen ham som en gud. Der er heller ikke her nogen, der vil påstå, at de mente, at han var Gud selv. Det hænger sammen med nogle grammatiske forskelle mellem oldgræsk og dansk, hvor vi på dansk altid sætter en eller et foran et navneord.

Vedr. Johannesevangeliet 1:1, 2. Dansk autoriseret oversættelse af 1931 lyder således: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud”. En korrekt græsk-dansk oversættelse ville være som følgende: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Gud”. Den samme oversættelse gælder naturligvis også for Johannesevangeliet 1:18, hvor Jesus beskrives som Gud, men han er rettelig “en gud”.

I Johannesevangeliet 1:18 siges der: “Ingen har nogen sinde set Gud”(Alene af den grund kan Jesus ikke være en del af en treenighed, idet mange jo havde set Jesus). I vers 14 siges, at “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed”. Desuden siges der i vers 1 og 2, at Ordet i begyndelsen var “hos Gud”. Kan nogen være hos en anden person eksempelvis sin Fader og samtidig være denne person? I Johannesevangeliet 17:3 kalder Jesus Faderen for “den eneste sande Gud”; Jesus er “en gud” og afspejler blot sin Faders guddommelige egenskaber. – Hebræerbrevet 1:3.

Er gengivelsen “en gud” i overensstemmelse med græsk grammatik? Nogle græske værker hævder, at den græske tekst skal oversættes “Ordet var Gud”. Men ikke alle er enige herom. Bibeloversætteren William Barclay siger: ” Nu har græske navneord, undtagen når særlige grunde spiller ind, normalt altid den bestemte artikel foran, og vi ser straks her, at Theos, ordet for Gud, ikke har den bestemte artikel foran.

Når et græsk navneord forekommer uden den bestemte artikel foran, bliver det mere en beskrivelse snarere end en identifikation, og det får mere karakter af et tillægsord end af et navneord.Hvis Johannes havde sagt ho theos én ho logos, og altså benyttet den bestemte artikel foran begge navneord, ville han have identificeret logos med Gud. Oversættelsen bliver derfor lidt kluntet udtrykt: “Ordet var i samme klasse som Gud, tilhørte samme art som Gud .Johannes identificerer ikke her ordet med Gud. For at udtrykke det meget enkelt: “Han siger ikke, at Jesus var Gud.” – Many Witnesses, one Lord (Grand Rapid, Michigan, 1973 udg., s. 23, 24).

Guds navn bør anvendes

Selv om ingen kender den nøjagtige udtale af Guds navn, bør man bruge det, fordi navnet skal ophøjes. (Matthæus 6:9) Ingen ved således om navnet skal udtales Jehova eller Jahve, eller det var en helt tredje mulighed. Den mest kendte form af Guds navn er Jehova, og den har været brugt i flere hundrede år.

Guds navn var kendt og anvendt

Jehova har i sin visdom sørget for at hans ord, Bibelen, er blevet bevaret frem til i dag. Det omhyggelige arbejde som skriftlærde har udført op igennem tiden, har været medvirkende til Bibelens bevarelse. De, der gik mest grundigt til værks, var masoreterne, professionelle hebraiske skriftlærde der virkede fra det sjette til det tiende århundrede efter vor tidsregning. Oldhebraisk blev skrevet uden vokaltegn, så efterhånden som aramaisk erstattede hebraisk, var der fare for at den rigtige udtale kunne gå i glemme. Masoreterne opfandt derfor et system af vokalpunkter som de indsatte i bibelteksten til angivelse af den rigtige udtale af de hebraiske ord.

Det er værd at bemærke at masoreternes vokalpunkter i Leningrad-kodeksen angiver udtalen af tetragrammet de fire hebraiske bogstaver som Guds navn består af som Jehwah′, Jehwih′ og Jehowah′. I hele verden er Jehova den mest almindelige udtale af Guds navn. Det var et levende og kendt udtryk som bibelskribenterne og andre før i tiden var fortrolige med. I dag er Guds navn kendt og bliver brugt af millioner mennesker i hele verden (Se Salme 83:18, 19).

Treenighedsdogmet en umulighed

Ifølge Matthæus 24:36 er det kun Faderen alene, der kender “dagen og timen”, ikke engang Jesus eller englene kender den. Såfremt treenighedsdogmet var en teologisk korrekt konklusion, hvem skulle så i givet fald fratage Gud den indsigt ved inkarnationen som menneske? Hvor var denne indsigt deponeret i den tid, Gud var på jorden? Hele treenighedsdogmet virker utroværdig eller har ligefrem en infantil tankegang.

Det er tydeligt for enhver, at dette dogme er en latterlig menneskeskabt antagelse, der bygger på denne verdens filosofi og ikke på Kristi lære. I øvrigt var Jesus født af en jordisk moder jomfru Maria og var derfor ikke en inkarnation, men derimod en “menneskesøn”, der var kommet til verden gennem Helligånden ved Jahves foranstaltninger som sin elskede førstefødte søn. Der er ingen tvivl i påstandene omkring det falske i treenighedslæren, idet Jesus siger: “Og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer”. (Johannesevangeliet 8:32).

Havde Jesus ikke en fri vilje? Naturligvis. Hvad var der sket med treenigheden og dermed Gud, hvis Jesus havde nægtet at efterkomme sin himmelske Faders vilje? Ville universets Gud så ikke have tilintetgjort sig selv, således at universet ikke længere havde en Skaber? Det er bl. a. derfor, at treenigheden er en umulighed. Ja, det ville ende i åndeligt anarki. Jesus havde jo valget mellem loyalitet eller ulydighed, da han blev udsat for fristelse.

Menneskehedens frelse havde lidt skibbrud, såfremt Jesus ikke havde vist sig loyal over for sin himmelske Fader. Bibelen var næppe blevet nedskrevet, og i hvert fald ikke med det indhold, som den har i dag. Jesu frie vilje kommer helt til udtryk i skriftstedet i Johannesevangeliet 5:30, hvor det siges, at Jesus ikke gør sin egen vilje, men Faderens vilje. Det er også Gud, som har sendt ham. Jesus kunne i princippet have gået imod Faderens vilje. Han er også nødsaget til at have sin frie vilje for at gå i Adams sted ved at genløse menneskeheden.

Væsensfællesskabet er bl. a. blevet til fordi man henviser til Johannesevangeliet 20:28, hvor Thomas siger:”…….Min Herre og min Gud”. Dette udbrud fra Thomas er imidlertid ikke rettet til Jesus, men derimod sagt til Skaberen i 3. person. Den forståelse kommer frem, når man læser vers 17 i samme kapitel. Her siger Jesus følgende:”……Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud”. Naturligvis farer man ikke op til sig selv. Det vil jo være infantilt udenomssnak.

I Matthæusevangeliet 12:32 kan man se, hvor forvrøvlet treenighedsdogmet i grunden er. Man kan få tilgivelse for gudsbespottelse, når det gælder den ene part, men ikke for den anden part af treenighedsdogmet. Dette er et alvorligt dilemma for tilhængerne af treenighedsdogmet.

Hvorfor skulle Gud lade dette skriftsted nedfælde, hvis der ikke var forskel på syndens art over for Gud eller hans søn?

Synd mod Helligånden (Guds aktive kraft jf. Første Mosebog 1:2) kan eksempelvis være, at man med fuld overlæg handler mod bedre vidende, som farisæerne og Judas Iskariot gjorde det. I disse tilfælde er Skriften med til at markere meget tydeligt, at der er syndet mod Helligånden. De var bevidste omkring deres egne handlinger. I det enkelte tilfælde er det Guds afgørelse, om der er sket en bespottelse af Helligånden. Treenighedsdogmet er det største mysterium, kristenheden hidtil har præsteret. Det er let at gennemskue for selv en lægmand, hvis han fik trukket tingene frem på rette vis. De gejstlige og deres teologiske professorer antager løgnen som værende eksistentiel sandhed, og til sidst tror de selv på den. Hvordan kan ypperstepræsten Kajfas for øvrigt anklage Jesus for gudsbespottelse, når kristenheden påstår, at Jesus er den almægtige Gud?

Man spotter da ikke sig selv, vel? I beretningen fra Matthæus bliver Jesus fremstillet som Guds søn. Det protesterer Jesus ikke imod, han har nemlig aldrig på noget tidspunkt sagt, at han var Gud selv, tværtimod. Det er et påfund, som udelukkende hører kristenheden til. Selv om Fader og Søn havde været af samme “substans” eller “ursuppe”, hvad de naturligvis ikke er, havde det forhold også været berørt, såfremt der havde været tale om en bespottelse. Hvad den egenrådige Kajfas kunne se, kan kristenheden ikke engang se.

Det er åndelig blindhed. Kristenheden er afsløret i åndeligt falskneri. Nu skal den kun fremstilles for Jesu Kristi retfærdige domstol. (Matthæus 26:59-65) (Apostlenes Gerninger 10:42).

I Johannes’ Åbenbaring 1:1 får Jesus en opgave betroet af Gud, som bliver givet videre til Johannes. Der var vel næppe grund til at berette noget til Jesus, såfremt han var en del af en treenighed. Så havde hele “guddommen” uden tvivl været vidende om det hele i forvejen. I modsat fald havde den været i splid med sig selv.

For øvrigt var Jesus loyal mod sin himmelske Fader indtil sin død. Det er det rene nonsens, at Jesus kunne forblive loyal mod sig selv eller for den sags skyld bede til sig selv.

Hvordan kan Gud udsende sin søn til jorden, såfremt treenigheden skal efterkommes? En treenig gud kan ikke være to steder. Eller kan de skille sig selv ad, eftersom det passer ind i kristenhedens dogmatiske udlægninger?

Det må stå klart for enhver, at treenighedsdogmet er ubibelsk, og det kom ind i kristendommen i det fjerde århundrede og kan bl.a. føres tilbage til græsk filosofi, men især til det gamle Babylons lærdomme. Det sætter også i nogen grad sit præg på datidens kunst.

I Johannesevangeliet 14:28 nævnes, at “Faderen er større end jeg”; hvordan kunne Jesus så være en ligeværdig enhed i en treenig guddom? Treenighedsdogmet er et større og større mysterium. Et mysterium kan ikke forklares med Guds ånds tilstedeværelse, når det er et mysterium i sig selv. I Jakobs Brev 1:13 nævnes, at Gud ikke kan fristes af noget ondt. Treenigheden er ikke et paradoks, idet et paradoks indeholder en vis portion sandhed, men det gør dette dogme ikke i mindste måde. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre ud fra en tankegang, hvor det er fornuften, der er i højsædet. Derfor er treenighedsdogmet ganske enkelt en simpel løgn.

Man må gå ud fra, at Satan også har været vidende om det forhold med hensyn til, at Gud ikke kan fristes. Derfor kunne han udsætte Jesus for fristelser i ørkenen. Jesus var i sit jordiske livsforløb kun et fuldkomment menneske i lighed med Adam. I kraft af sin førmenneskelige tilværelse havde Jesus naturligvis større viden end Adam.

Men hele tanken med genløsningen var netop at vise sin loyalitet over for Gud ud fra det ståsted, som det første menneske havde på jorden. I virkeligheden var Jesus underordnet englene, da han gik på jorden. (Hebræerbrevet 2:9) Adam burde have overvundet de fristelser, som han kom ud for i kraft af sin fuldkommenhed. Det var derfor, at Jesus og genløsningen kom ind i billedet.

Det er i øvrigt vanskeligt at forestille sig, hvad man kunne friste den almægtige Gud med al den stund, at han ejer alt i forvejen. Kristenheden vil gøre Jesus til både menneske og Gud på én gang, men det kan nu engang ikke lade sig gøre ifølge Skriften, idet man enten er Fader eller Søn. Kristenheden ønsker at gøre brug af treenigheden, så Fader og Søn har mulighed for at skifte identitet, når det passer ind i deres dogmatiske udlægninger. Af den simple årsag er treenighedsdogmet en umulighed et falsum uden sidestykke.

Med skriftstedet i Jakobs Brev 1:13 er der sat et definitivt punktum for treenighedsdogmet som en antagelig eksegese af Skriften. Jesus ydmygede sig ved at påtage sig opgaven ved at gå fra en stilling som universets anden mægtigste til at indtræde i rollen, hvor det gjaldt hele menneskehedens frelse. Med andre ord blev Jesus den nye Adam, men i modsætning til den første Adam forblev han syndfri. (Første Korintherbrev 15:45) Jesus bestod altså prøven, og Jahve kunne forudse, at Jesus var så helhjertet, at han aldrig ville svigte sin himmelske Fader. Derfor kunne der nedskrives profetier om Jesus i lang tid førend, at han var kommet til jorden. (Se eksempelvis Esajas’ Bog kapitel 53). Der er forskel på at være en gud, som Jesus er, og så at være en almægtig Gud som Jahve. Der er kun én Gud, der er almægtig.

En almægtig Gud ville aldrig sætte sig i en situation, hvor han afgav sit almægtige virke. Det ville han aldrig gøre for i så fald var der ingen almægtig Gud at tilbede. Gud ville dermed detronisere sig selv, hvilket ville være det rene nonsens. Treenighedsdogmet er et dogme fuld af selvmodsigelser på alle områder. Noget, der er almægtigt kan naturligvis heller ikke dræbes, derfor er dogmet et mysterium i sig selv. For dem, der har åndelig indsigt, er der ingen selvmodsigelser i Guds ord; således forholder det sig imidlertid ikke med menneskeskabte filosofiske dogmer. Der er ingen tvivl om, at synoden i Nikæa i år 325 e.v.t. har været årsagen til de kristnes store kompromis med den opportunistiske kejser Konstantin den Store. * Her ses resultatet af filosofiens indpas i kristendommen.

Eftersom tilhængerne af treenighedsdogmet hævder, at Guds tilsynekomst kun sker i paradokset, er der et alvorligt problem, især når paradokset slet ikke er et paradoks. Men hvis man gik ud fra, at det var et paradoks, ville Gud i så fald være af kød og blod og dermed kunne fristes som et menneske. Dette er som allerede bevist i fundamental strid med Skriften, hvor Gud ikke kan bringes i fristelse (jf. Jakobs Brev 1:13) En almægtig Gud er ikke en åndeligt “amputeret” Gud, men en Gud, der i ordets bogstaveligste forstand er almægtig. Endog et fuldkomment menneske, som Jesus Kristus var her på jorden, kan ikke rumme den indsigt og storhed, som det betinger at være en almægtig Gud. At være almægtig betyder slet og ret, at ingen er over ens person. Alene af den grund kan man ikke fristes af noget som helst, det siger sig selv. Det udelukker simpelt hen sig selv, når man er almægtig. Derfor bedrages tilhængerne af treenighedsdogmet, hvad enten de kan lide det eller ej. Begrebet at være almægtig udelukker, at man kan lade sig lokke eller friste til noget som helst. Af disse grunde havde Jesus ikke denne status at være almægtig ligesom sin himmelske Fader Jahve. Det er treenighedsdogmet, der forvirrer menneskeheden, og det er præsteskabet, der har ført folk bag lyset. Jesus peger selv på, at det er Faderen, der skal tilbedes og ikke ham selv. (Johannesevangeliet 4:23, 24) De førkristne kunne af gode grunde kun bede til Jahve. Hvorfor skulle der laves om på det? Ud over de begrænsninger for Guds skabninger, som allerede er nævnt, hvilken status havde eksempelvis en almægtig Gud, da han befandt sig i fosterstadiet i Marias moderliv, såfremt man følger kristenhedens terminologi? Var han da mennesket Jesus (Guds søn) eller Gud selv, da undfangelsen fandt sted? Hvis tilhængerne af dogmet svarer, at Gud blev et menneske, ville det være ensbetydende med, at universet ikke alene var uden Gud i tre dage, men i hele den periode, hvor Jesus gik på jorden. Jesus kan simpelt hen ikke udgøre en almægtig Gud både med hensyn til de manglende muligheder, som er nævnt her og dette, at han var i stand til at kunne fristes. Gør treenigheden ikke Jesu bønner til sin himmelske Fader fuldstændig meningsløse i en sådan situation? Treenighedsdogmet er et større og større mysterium, som kristenheden ikke kan redegøre for. Det er ikke Gud, men derimod kristenheden, der gør gudsdyrkelsen kompliceret eller umulig. Det skal den også være for at give levebrød til mange, og af den grund skal mennesker holdes i uvidenhed. Gejstligheden elsker mysterier, jo flere jo bedre – ja, de lever af dem. Treenighedsdogmet er faldet til jorden. Det er en latterliggørelse af Gud, og det byder man i Jesu navn.

I Anden Mosebog 33:20 står der: “Men han sagde: “Du får ikke lov til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet”. (Autoriseret oversættelse af 1992). Da Gud stadig er den samme, som han altid har været, er principperne de samme. Konklusionen er, at intet menneske kan se Gud og leve. Jesus kan derfor ikke være Gud den Almægtige, som er personificeret i form af legemliggørelsen gennem Kristus; derfor er treenighedsdogmet et falsum. Han er derimod Guds søn den Enbårne. Dermed bliver treenighedsdogmet det rene nonsens, da der er mange mennesker, som har set Jesus, mens han var på jorden. (Johannesevangeliet 1:18; autoriseret oversættelse af 1931, se stjerne).

I det 17. århundrede brød Kollegianterne ud fra de hollandske etablerede kirkesamfund bl. a. på grund af dette dogme. En af dem, der støttede bruddet, var teologen Jacobus Arminius.

Alene den omstændighed, at halleluja (lovpris Jahve) er nævnt i Johannes’ Åbenbaring 19:1, 3, 4, 6, er nok til at forkaste treenigheden. Dette at halleluja er nævnt her i Johannes’ Åbenbaring viser også med al tydelighed, at Jesus har lært sine disciple at tilbede Faderen Jahve. (Se ordforklaringen under halleluja, Jesus og Herren i begge autoriserede oversættelser af 1931 og 1992). Johannes’ Åbenbaring er skrevet efter Jesu død og opstandelse, derfor kan Jahve aldrig være en del af en treenighed. Jesu navn henviser også til Josuas navn, som betyder “Jahve er frelse”. Når man tror på en treenighed, kan man slet ikke benytte halleluja. Det er helt uden mening at gøre det i Det Nye Testamente, hvor man fremstiller Jesus som den almægtige Gud.

“Hvem steg op til himlen og steg ned igen? Hvem samlede vinden i sine hænder? Hvem snørede vandet sammen i kappen? Hvem fastsatte jordens ender? Hvad hedder han, og hvad hedder hans søn? Du ved jo !” (Ordsprogenes Bog 30:4 autoriseret oversættelse af 1992). Men anerkender kristenheden Guds personlige navn Jahve, som netop deres Gud? Ærer de Guds navn? Skriftstedet beder om to navne på to personer. Skaberen er steget ned fra himmelen i åndelig forstand med specifikke oplysninger til menneskeheden. Det gjorde han eksempelvis da han “steg ned” for at give loven til Moses på Sinaj Bjerg. Han har også magt over naturkræfterne. Jesus kunne jo heller ikke gøre noget uden sin Faders vilje. (Johannesevangeliet 5:30).

At man undlader at tale sandhed, er en alvorlig sag. Alle skal stå til regnskab over for Gud og Kristus. Jesus har dog fået overdraget al myndighed i himmelen og på jorden af Gud til at dømme levende og døde. (Matthæus 28:18; Apostlenes Gerninger 10:42)

Treenighedsdogmet er ikke en “sandhed”, som kan være antagelig over for Gud; det viser Skriften med al tydelighed. Gud og Kristus er i overensstemmelse med hinandens synspunkter, men det gør dem ikke til den samme person. Som åndelig “hyrde” er man især forpligtet over for Gud. Det er ikke ligegyldigt, hvilken åndelig føde der serveres. Det er derfor et tungt budskab at man kan få tildelt ved at have ført andre mennesker på vildspor. (Matthæus 25:30).

Det er tydeligt at se resultatet af kristenhedens ikke særlig intellektuelle “kristendom”. Den er så let at gennemskue, så man fatter ikke, hvordan begavede mennesker kan have noget med denne falskhed at gøre. Dens falskhed er så åbenbar, at den er så let at gennemskue. Motivet må derfor være en anden end netop det at søge den logiske forklaring på eksistentiel sandhed. Treenigheden kan slet ikke lade sig gøre set ud fra en fornuftig synsvinkel. Naturligvis beskæftiger Gud sig ikke med ting, der ender i nonsens. Det ville være at miskreditere Gud.

Frafaldet fra den kristne menighed kom i bølger, således kom frafaldet allerede i den første menighed. Paulus omtaler det i Første Timoteusbrev 1:19, 20 og Andet Timoteusbrev 2:16-19. Paulus siger endvidere i Apostlenes Gerninger 20:29, 30 “Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.” (Autoriseret oversættelse af 1931).

http://wol.jw.org/da/wol/d/r9/lp-d/1101989276

Debat indlæg på videnskab.dk

Kommentar til indlæg på videnskab.dk

Artiklen handler ikke om hvorvidt Gud findes eller ikke findes, men om Gud interesserer sig for mennesker eller ikke og hvis Han interesserer sig for mennesker – hvorfor tillader hans så ondskab og ulykker.

Jeg forstår at Guds navn (forekommer 6828 gange hebr.: יהוה, JHWH) for nogle er som en rød kappe for en tyr.

Jeg forstår også at der er en hårfin grænse mellem missioneren og debat, men eftersom debatten tager sit udgangspunkt i verdens ældste religiøse bog kan det ikke undgås, at mennesker med en religiøs opfattelse henter deres argumenter fra Bibelen.

Lad mig kommentere direkte på spørgsmålet som er artiklens overskrift

Hvorfor tillader Gud ondskab og lidelser?

I artiklen henvises til det epikuræiske paradoks (3. århundrede før Kristus), den bibelske beretning om Job (1600. århundrede før Kristus), Leibniz og Voltaire (1800. århundrede efter Kristus).

Teodicé problemet opstår fordi vi forsøger at forstå Guds hensigt og Guds person set fra en menneskelig synsvinkel.

Citat fra artiklen:
„Hvordan Gud kan kaldes retfærdig, når man tager den meningsløse lidelse i
verden i betragtning, er også emnet i fortællingen om Job, der er et af
Bibelens, ja, verdenslitteraturens, hovedværker.“

I beretningen fortælles det at alle gudssønner var samlet foran Gud og blandt dem også Satan(hebr. modstander). Vi skal huske at den gudssøn der kaldes Satan er ham der ca. 2.500 år (iflg. biblens kronologi), i skikkelse af en slange (identificeres i Åbenbaringen 12:9; 20:2) havde løjet overfor Eva og forledt hende til at være ulydig mod Gud. Ved den lejlighed (i Eden) udfordrede Satan Guds ret til at afgøre hvad der var godt og ondt.

Da alle gudssønnerne nu er samlet – spørger Gud Satan om han har bemærket Job. Gud roser Job for at være retfærdig og for at være lydig mod Gud.

Men Satan håner Gud og rejser spørgsmålet om hvorvidt Job virkelig bryder sig om Gud – mon ikke det mere handler om at han har alt hvad han bryder sig om, lever et godt liv, har en dejlig kone, dejlige børn, store flokke af husdyr, masser at tjenere – i det hele taget lever et luksus liv.

Husk at det er en – om man så må sige – offentlig forsamling.

Alle hører Satan sige ‘Gud – du er jo en kylling – jeg kan ikke røre ham – men du – du tør jo ikke tage alt det fram ham. Du skal bare se – tag alt fra ham og han vil forbande dig.’

Gud tillader Satan at gøre med Job som han vil – blot må han ikke røre manden selv.

Efter 1. runde står det 1-0 til Gud, men Satan giver ikke op så let.

Så han udfordrer endnu en gang.

Alle hører igen Satan sige: ‘Gud – det går slet ikke. Vi kommer ingen vegne når du beskytter ham og jeg ikke må røre ham. – Så må du selv gøre det – gør hans liv til et mareridt og jeg siger dig – han vil forbande dig.’

Så giver Gud ham lov til at forsøge igen – men alligevel med den begrænsning at han ikke må tage hans liv.

Og så bliver det slemt for Job – læs selv beretningen.

Så Satan har rejst 2 spørgsmål
1. Gud har ikke retten til at være Gud, Konge og Hersker over mennesker (Edens have).
2. Mennesker adlyder kun Gud fordi de får noget for det (Beretningen om Job)

Men var blev resultatet – 2-0 til Gud.

Gud har ligeledes et andet tidsperspektiv.

I Bibelen – Salme 90 vers 4 „For tusind år er i dine øjne som dagen i går, når den er forbi, og som en nattevagt.

Så for Gud er der (iflg. biblens kronologi) ‘kun’ gået knap en uge!

Vi mennesker står faktisk i samme situation som Job.

Satan plager menneskeheden med alle mulige prøvelser for at få dem til at forbande Gud.

Artikel på videnskab.dk

Det fantastiske DNA

DNA er som en lynlås – RNA er zipper – det er så storslået

Genetiske koder er indeholdt i DNA som findes i hver eneste levende celle – lige fra mikroskopiske en-cellede organismer til menneksker – ja selv planter indeholder DNA.

Salme 104:24

Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.

Salme 24:1

Jehovas er jorden og det som fylder den, den frugtbare jord og de som bor derpå.

Den 23. januar 2013 blev en artikel offentligtgjort i Nature. Jeg fandt artiklen omtalt på Science Daily – i dag faktisk – den 6.april 2014.

Artiklen handler om hvordan forskere har lavet en algoritme som kan kode informationen og gemme informationerne i kunstigt DNA. Det er testet og det fungerer, så nu arbejder man på at perfektionere processen så den kan overføres til praktisk anvendelse.

Jeg overraskes gang på gang over de muligheder mennesker har og hvordan forskning flytter den ene grænse efter den anden.

Jeg havde ingen fantasi til at forestille mig den udvikling der har været i de 25 år jeg har beskæftiget mig med computere og programmering.

Fra det allerførste ebanking system (GiroBank) rettet mod den brede offentlighed baseret på modemopkobling (2400baud) til Diatel (som forresten også havde forbindelse til det spæde Internet) til DNA datalagring – internet of things – robotter på Mars og andre fantastiske ting.

Tænk så at alt det vi har nået – er alt sammen lavet før.

Vores Skaber Jehova skal have æren for det.