Hvorfor treenigheden ikke er sand?

En række tanker og synspunkter om emnet treenighed

Kilde: http://www.kristendom.dk/synspunkt/hvorfor-er-treenigheden-ikke-er-sand
Skribent: Finn Sørensen

Treenigheden er en vildfarelse, som mange treenighedstilhængere besidder. De hævder hårdnakket, at treenigheden er sand, til trods for, at den ikke er nævnt en eneste gang i Bibelen eller at Jesus er citeret for, at han er den almægtige Gud . Det gør han ikke, tværtimod henviser han altid til Faderen, det gør han ved flere lejligheder. De hævder også, at de første kristne tilbad Jesus, både da han var menneskefoster, spædbarn eller et større barn. Enhver, der har læst kirkehistorie ved, at sådan hænger det ikke sammen.

Treenighedstankerne blev først debatteret så småt ved slutningen af det tredje århundrede og fandt indpas i kristenheden ved synoden i Nikæa under kejser Konstantinden Stores ledelse i år 325 e.v.t. I hele Vesten blev treenigheden først endelig vedtaget i det syvende og ottende århundrede. Treenighedstilhængerne er ikke modtagelige for sund fornuft, og vil hellere kæmpe mod den sande Gud, og dermed lide et forsmædeligt nederlag til Jesu Kristi eksekutionsstyrker på dommens dag (Åb. 16:16).

Definition: Læren om treenigheden er kirkernes centrale dogme, som kun få teologer har anfægtet. Ifølge den athanasianske kirkes trosbekendelse består guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden), som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger, at de tre “personer” ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. Flere teologiske og historiske værker bekræfter, at dogmet ikke har nogen bibelsk baggrund at støtte sig til, men udelukkende har sit udgangspunkt i kirkehistorien.

The New Encyclopedia Britannica oplyser: “Hverken treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte shema i Det Gamle Testamente: Hør Israel ! Herren vor Gud, Herren er én (5. Mosebog 6:4)..Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid..I slutningen af det fjerde århundrede..havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form, som har holdt sig siden da.” – 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.

The New Catholic Encyclopedia siger: “Formuleringen én Gud i tre personer, var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og i den kristne trosbekendelse før slutningen af det fjerde århundrede. Men det er denne formulering, der har førsteret på betegnelsen treenighedsdogmet. Hos de apostolske fædre var der intet, der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse” – 1967, bd. XIV, s. 299.

I The Encyclopedia Americana står der: “Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk (troede på Gud som én person). Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det fjerde århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra den lære.” – 1956, bd. XXVII, s. 294 L.

I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: “Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer..Denne græske filosofs (Platon, fjerde årh. f.v.t.) opfattelse af den guddommelige treenighed..findes i oldtidens hedenske religioner”. – Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.

Gads Danske Bibelleksikon siger: “Læren om treenigheden blev udviklet i oldkirken, og dens forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der er hentet fra græsk filosofi..Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om treenighedsdogmet, og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: Faderen-Sønnen-Helligånden..Disse steder kan.ikke betragtes som det primære grundlag for læren om treenighed. Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre “personer” i Guds væsen”. – 1982, bd. III, sp. 598, 599.

Såfremt et menneske skal redegøre for treenighedsdogmet, kan han kun gøre det ud fra subjektive, spekulative og filosofiske antagelser frem for at benytte Guds ord. Det er ganske enkelt, fordi treenigheden ikke er nævnt i Bibelen. Filosofiske antagelser er ikke brugbare, når man beskæftiger sig med Guds ord, idet Bibelen siger, det der skal siges om Guds eksistens, både det vi ikke ved, og det vi ved.

Treenighedsdogmet består af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Man kender Sønnens navn, men hvad er Gud Faders navn? Man påstår, at de alle er af samme substans, men det er en filosofisk antagelse, som ikke har hold i virkeligheden. Det er kun en filosofisk undvigelsesmanøvre, så man kan bevare mysticismen omkring Gud og gøre den til levebrød for de “lærde”. Naturligvis har Gud ikke på noget tidspunkt betegnet sig selv som en treenighed.

Jesus er underlagt Faderen, det fremgår klart af Første Korintherbrev 15:28. Når man selv vil udgøre både Fader og Søn kan man naturligvis ikke underlægge sig noget, der er en selv. Kristenheden vil fremstille Jesus som både Fader og Søn jfr. væsensfællesskabet. Det er ikke i overensstemmelse med kendsgerningerne.

Der er flere skriftsteder, hvori flertalsformen anvendes om Gud på hebraisk. I Første Mosebog 1:1 er benævnelsen Gud oversat fra “Elohim”, der på hebraisk er flertal. Tilhængere af treenighedslæren har heri fundet tegn på en treenighed. Man har også ment, at Femte Mosebog 6:4 indeholdt en skjult hentydning til enheden mellem treenighedens bestanddele, når der siges: “Herren vor Gud (af Elohim’), Herren er én.”

Endvidere påpeger tilhængerne også skriftsteder som Johannesevangeliet 10:30: “Jeg og Faderen, vi er ét”. Dette beskriver imidlertid, at der er overensstemmelse i hensigten mellem Fader og Søn (jf. Johannesevangeliet 17:21, 22) Noget lignende er gældende for Johannesevangeliet 14:9.

I Paulus’ brev til Filipperne 2:11 siges der: “og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (autoriseret oversættelse af 1992). Hvordan kan man være til sin Faders ære, når man alligevel vil udgøre den samme person i én Gud? Er sandheden ikke snarere, at de er to personer, hvor Sønnen ærer Faderen.

Her er flertalsformen på hebraisk majestætsflertal, pluralis majestatis. (NAB, St. Joseph Edition, Bible Dictionary, s. 330; New Catholic Encyclopedia, 1967, db. V., s. 287). Den indeholder ikke nogen tanke om flere personer i én Gud. I Dommerbogen 16:23 anvendes således også bøjningsformen i flertal af “Elohim” om den falske gud Dagon; udsagnsordet, der bruges sammen med det, står i ental og viser, at der kun er tale om én gud. I Første Mosebog 42:30 omtales Josef som Ægyptens “herre” (‘adhome’, form for ‘adhonim’, pluralis majestatis). På græsk anvendes ikke majestætsflertal. Septuaginta har derfor i Første Mosebog 1:1 ho Theos’ (Gud, ental) som oversættelsen af ‘Elohim’. I Markus det 12:29, hvor Jesus citerer Femte Mosebog 6:4, anvendes ligeledes entalsformen på græsk ho Theos’.

Ingen steder i Justinus Martyrs omfattende litterære produktion siges der, at Gud består af tre sideordnede personer. Ifølge den danske prøveoversættelse (1989) siges der i Ordsprogenes Bog 8:22-30 om den førmenneskelige Jesus: ,,Som den første af mine handlinger skabte Herren mig, forud fra sine værker dengang…..Jeg blev født, før der var urdyb….forud for højene blev jeg født…..(jeg var) ved hans (Guds) side som hans fortrolige.” I dialog med jøden Tryfon kommenterer Justinus disse vers således. ,,Skriften har erklæret, at dette afkom blev født af Faderen før alt det skabte; og at det der fødes er forskelligt fra det der føder, vil alle vel indrømme”. Eftersom Sønnen er født af Gud, bruger Justinus betegnelsen “Gud” om Sønnen. Han skriver i sin første apologi: ,,Alle tings Fader har en Søn, der ogsaa som Guds Logos og førstefødte Søn selv er Gud. Bibelen kalder også Guds Søn for “Gud”. I Esajas’ Bog 9:6 omtales han som “Vældig Gud”. Men i Bibelen kaldes også engle, mennesker, falske guder og Satan for “guder”. (Engle: Salme 8:5; jfr. Hebræerbrevet 2:6, 7. Mennesker: Salme 82:6. Falske guder: Anden Mosebog 12:12; Første Korintherbrev 8:5. Satan: Andet Korintherbrev 4:4.). Det hebraiske ord for “Gud” “El” betyder slet og ret: ,,en der har magt, er mægtig.” Det tilsvarende ord i De Græske Skrifter er “theos”. Af det hebraiske ord, der anvendes i Esajas 9:6 kan man desuden forstå, at der klart skelnes mellem Sønnen og Gud. Her kaldes Sønnen “Vældig Gud”, “El Gibbör”, ikke ,,den almægtige Gud”, “El Sjaddaj” derimod er en titel, der kun bruges om Jehova Gud.

De fleste har måske bemærket, at der i Første Mosebog 1:26 bruges benævnelsen “os”. Tværtimod er der tale om to personer. Det har intet med en treenighed at gøre, derimod henviser det til Jesu førmenneskelige tilværelse, hvor han var bygmester sammen med den almægtige Gud Jahve i himmelen. Jesus (Mikael) (navnet Mikael betyder i øvrigt, “Hvem er som Gud?”) medvirkede kun ved skabelsen, idet kun Gud var i stand til at fremtræde som den egentlige Skaber. (Salmernes Bog 33:6) Andre skabninger blev skabt sammen med Mikael (Jesus) Jahves førstefødte. Jesus blev dengang benævnt, som en af de ypperste fyrster med navnet Mikael, der senere omtales i Det Nye Testamente i Johannes’ Åbenbaring 12:7.

Allerede i Daniels Bog kapitel 10 omtales Mikael første gang i Bibelen. Ud over Gabriel er Mikael den eneste af de hellige engle, der omtales ved navn. Mikael er den eneste, som bærer titlen ærkeengel, derfor kan der kun være tale om Jesus Kristus i denne forbindelse. (Judas’ Brev 9) Senere tog Jesus Kristus sit himmelske navn tilbage igen (jf. Johannes’ Åbenbaring).

Det er naturligvis det rene nonsens, at Skaberen taler med sig selv. Den samme parallel kunne man drage i Johannesevangeliet 17:3. Dybest set er det at gøre nar af Gud. Hvorfor skulle Skaberen i øvrigt tage navneforandring, på samme måde som et menneske kan? Han er dog stadig den samme til evig tid. Hele kristenheden destruerer sig selv med dette dogme ved at bringe Skaberen ned på et menneskeligt plan. Hans storhed forhindrer simpelt hen dette. Guds kærlighed til en af sine mest ypperlige skabninger, som mennesket udgjorde, var imidlertid så stor, at han ydmygede sig ved at ofre sin førstefødte søn Mikael, den senere Jesus Kristus.

Jesus bar sidstnævnte navn, mens han var her på jorden. Navnet betyder i øvrigt “Jehova er frelse”. Det er kun få, der ved, at Jesu navn betyder “Jehova er frelse”. Man kan finde frem til det, hvis man har en autoriseret bibeloversættelse af 1931. Her går man ind i ordforklaringen under Jesus, der står bl.a., at Jesu navn betyder “Herren er frelse”, men det er ikke Herren Jesus, der henvises til, men derimod den hebraiske Gud og Herre, som er Jehova. Der henvises også til Josuas navn, som også betyder “Jehova er frelse”. Josua hører også til i den hebraiske del af Bibelen.

I den hebraiske del af Bibelen er Jesu navn slet ikke nævnt, det er derfor, at Jesu navn henviser til Herren Jehova. Jesus kaldes den førstefødte, fordi han netop var den eneste skabning, som Gud har skabt helt alene. Jesu salvelse i år 29 e.v.t. gjorde, at han senere blev den kristne menigheds overhoved og som følge deraf udpeget og designet til konge. Efter sin himmelske opstandelse kunne Jesus tilkendes rollen som ypperstepræst. Senere i historien beklædte han både kongemagten og embedet som ypperstepræst samtidigt, således kunne han også opfylde profetien om at arve Davids kongetrone. (Lukas 1:32, 33, 69; Hebræerbrevet 5:1, 4-10; 7:11-17) Ligesom Melkizedek blev han både konge og ypperstepræst. (Salme 110:4; Anden Samuelsbog 7:11-16) Bibelen oplyser intet om Melkizedeks afstamning, fødsel eller død.

Han havde altså ingen forgængere eller efterfølgere i embedet. (Første Mosebog 14:17-24) Derfor bruges Melkizedeks kongedømme på Jesus i billedlig forstand. Jesus skulle påtage sig den opgave at genløse menneskeheden. Det skulle han gøre ved at vise sig loyal i alle forhold til sin himmelske Fader. Derved var det bevist, at et menneske kan forblive loyal i forhold til sin Skaber, hvilket Adam ikke formåede. (Johannesevangeliet 3:16).

At der er et alvorligt paradoks i treenighedslæren fremgår af det efterfølgende. I det såkaldte “fadervor” fremsætter Jesus over for sine disciple en mønsterbeskrivelse på, hvordan de skal bede til Gud. Han siger i Matthæus 6:9, at de skal bede til deres Fader i himlene. Hvordan kan Jesus fremsætte en sådan anmodning til sine disciple, hvis han var den almægtige Gud, og stadig befandt sig i kødet.

Der er kun to svarmuligheder, enten var han ikke den almægtige Gud, eller også kunne man ikke bede til Gud i al den tid (33½ år), at han befandt sig på jorden. Ingen kan give et fornuftigt svar på det, hvis han skal forvare treenigheden.

I forbindelse med Jesu død og lidelser hvorfor skulle han da bede til guddommen om noget som helst, hvis han selv udgjorde en væsentlig del af den, det virker ulogisk. Det vil også nok være for høje tanker om mennesker, der ville være i stand til at dræbe en legemliggjort, almægtig Gud i himmelen, hvis det forholdt sig således. Søren Kierkegaard ville uden tvivl have kaldt det præstevrøvl, såfremt han havde haft det åndelige lys over netop denne ting. Gud, der overgår al menneskelig forstand, ham kan man ikke uden videre skille sig af med, derimod kan han skille sig af med alt.

Hvis treenighedsdogmet virkelig havde en konsekvens, så ville Jesu død være ensbetydende med, at verden var uden Skaber i de tre dage, hvor Jesus lå i graven. Det er helt tåbeligt at forestille sig, dele af guddommen ville blive myrdet, og en anden del vil leve videre i himmelen. Hvem kunne da oprejse ham fra døden, hvis hele guddommen delte fælles lod med Jesus i døden? Treenigheden er integreret med hinanden, så den side af sagen kan godt udelukkes.

Det er rigtigt, at Gud den Almægtige (altså Skaberen af alt) også har accepteret “gudetitler” til nogle af sine loyale tjenere. Men dette, at de bærer denne gudetitel, er jo ikke ensbetydende med, at de er Gud den Almægtige lig. Jesus betegnes i Esajas’ Bog 9:6, som en Vældig Gud. Jesus bliver også “evig fader” i den forstand, at de der har taget imod hans offer, kan opnå evigt liv på jorden.

I Salmernes Bog kapitel 82:6 bliver Israels dommere betegnet som guder, og der er vel ingen, der vil påstå, at de er Gud den Almægtige lig. I Apostlenes Gerninger kapitel 28:3 bliver Paulus bidt af en giftslange, men overlever dette bid derefter betragter befolkningen ham som en gud. Der er heller ikke her nogen, der vil påstå, at de mente, at han var Gud selv. Det hænger sammen med nogle grammatiske forskelle mellem oldgræsk og dansk, hvor vi på dansk altid sætter en eller et foran et navneord.

Vedr. Johannesevangeliet 1:1, 2. Dansk autoriseret oversættelse af 1931 lyder således: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud”. En korrekt græsk-dansk oversættelse ville være som følgende: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Gud”. Den samme oversættelse gælder naturligvis også for Johannesevangeliet 1:18, hvor Jesus beskrives som Gud, men han er rettelig “en gud”.

I Johannesevangeliet 1:18 siges der: “Ingen har nogen sinde set Gud”(Alene af den grund kan Jesus ikke være en del af en treenighed, idet mange jo havde set Jesus). I vers 14 siges, at “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed”. Desuden siges der i vers 1 og 2, at Ordet i begyndelsen var “hos Gud”. Kan nogen være hos en anden person eksempelvis sin Fader og samtidig være denne person? I Johannesevangeliet 17:3 kalder Jesus Faderen for “den eneste sande Gud”; Jesus er “en gud” og afspejler blot sin Faders guddommelige egenskaber. – Hebræerbrevet 1:3.

Er gengivelsen “en gud” i overensstemmelse med græsk grammatik? Nogle græske værker hævder, at den græske tekst skal oversættes “Ordet var Gud”. Men ikke alle er enige herom. Bibeloversætteren William Barclay siger: ” Nu har græske navneord, undtagen når særlige grunde spiller ind, normalt altid den bestemte artikel foran, og vi ser straks her, at Theos, ordet for Gud, ikke har den bestemte artikel foran.

Når et græsk navneord forekommer uden den bestemte artikel foran, bliver det mere en beskrivelse snarere end en identifikation, og det får mere karakter af et tillægsord end af et navneord.Hvis Johannes havde sagt ho theos én ho logos, og altså benyttet den bestemte artikel foran begge navneord, ville han have identificeret logos med Gud. Oversættelsen bliver derfor lidt kluntet udtrykt: “Ordet var i samme klasse som Gud, tilhørte samme art som Gud .Johannes identificerer ikke her ordet med Gud. For at udtrykke det meget enkelt: “Han siger ikke, at Jesus var Gud.” – Many Witnesses, one Lord (Grand Rapid, Michigan, 1973 udg., s. 23, 24).

Guds navn bør anvendes

Selv om ingen kender den nøjagtige udtale af Guds navn, bør man bruge det, fordi navnet skal ophøjes. (Matthæus 6:9) Ingen ved således om navnet skal udtales Jehova eller Jahve, eller det var en helt tredje mulighed. Den mest kendte form af Guds navn er Jehova, og den har været brugt i flere hundrede år.

Guds navn var kendt og anvendt

Jehova har i sin visdom sørget for at hans ord, Bibelen, er blevet bevaret frem til i dag. Det omhyggelige arbejde som skriftlærde har udført op igennem tiden, har været medvirkende til Bibelens bevarelse. De, der gik mest grundigt til værks, var masoreterne, professionelle hebraiske skriftlærde der virkede fra det sjette til det tiende århundrede efter vor tidsregning. Oldhebraisk blev skrevet uden vokaltegn, så efterhånden som aramaisk erstattede hebraisk, var der fare for at den rigtige udtale kunne gå i glemme. Masoreterne opfandt derfor et system af vokalpunkter som de indsatte i bibelteksten til angivelse af den rigtige udtale af de hebraiske ord.

Det er værd at bemærke at masoreternes vokalpunkter i Leningrad-kodeksen angiver udtalen af tetragrammet de fire hebraiske bogstaver som Guds navn består af som Jehwah′, Jehwih′ og Jehowah′. I hele verden er Jehova den mest almindelige udtale af Guds navn. Det var et levende og kendt udtryk som bibelskribenterne og andre før i tiden var fortrolige med. I dag er Guds navn kendt og bliver brugt af millioner mennesker i hele verden (Se Salme 83:18, 19).

Treenighedsdogmet en umulighed

Ifølge Matthæus 24:36 er det kun Faderen alene, der kender “dagen og timen”, ikke engang Jesus eller englene kender den. Såfremt treenighedsdogmet var en teologisk korrekt konklusion, hvem skulle så i givet fald fratage Gud den indsigt ved inkarnationen som menneske? Hvor var denne indsigt deponeret i den tid, Gud var på jorden? Hele treenighedsdogmet virker utroværdig eller har ligefrem en infantil tankegang.

Det er tydeligt for enhver, at dette dogme er en latterlig menneskeskabt antagelse, der bygger på denne verdens filosofi og ikke på Kristi lære. I øvrigt var Jesus født af en jordisk moder jomfru Maria og var derfor ikke en inkarnation, men derimod en “menneskesøn”, der var kommet til verden gennem Helligånden ved Jahves foranstaltninger som sin elskede førstefødte søn. Der er ingen tvivl i påstandene omkring det falske i treenighedslæren, idet Jesus siger: “Og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer”. (Johannesevangeliet 8:32).

Havde Jesus ikke en fri vilje? Naturligvis. Hvad var der sket med treenigheden og dermed Gud, hvis Jesus havde nægtet at efterkomme sin himmelske Faders vilje? Ville universets Gud så ikke have tilintetgjort sig selv, således at universet ikke længere havde en Skaber? Det er bl. a. derfor, at treenigheden er en umulighed. Ja, det ville ende i åndeligt anarki. Jesus havde jo valget mellem loyalitet eller ulydighed, da han blev udsat for fristelse.

Menneskehedens frelse havde lidt skibbrud, såfremt Jesus ikke havde vist sig loyal over for sin himmelske Fader. Bibelen var næppe blevet nedskrevet, og i hvert fald ikke med det indhold, som den har i dag. Jesu frie vilje kommer helt til udtryk i skriftstedet i Johannesevangeliet 5:30, hvor det siges, at Jesus ikke gør sin egen vilje, men Faderens vilje. Det er også Gud, som har sendt ham. Jesus kunne i princippet have gået imod Faderens vilje. Han er også nødsaget til at have sin frie vilje for at gå i Adams sted ved at genløse menneskeheden.

Væsensfællesskabet er bl. a. blevet til fordi man henviser til Johannesevangeliet 20:28, hvor Thomas siger:”…….Min Herre og min Gud”. Dette udbrud fra Thomas er imidlertid ikke rettet til Jesus, men derimod sagt til Skaberen i 3. person. Den forståelse kommer frem, når man læser vers 17 i samme kapitel. Her siger Jesus følgende:”……Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud”. Naturligvis farer man ikke op til sig selv. Det vil jo være infantilt udenomssnak.

I Matthæusevangeliet 12:32 kan man se, hvor forvrøvlet treenighedsdogmet i grunden er. Man kan få tilgivelse for gudsbespottelse, når det gælder den ene part, men ikke for den anden part af treenighedsdogmet. Dette er et alvorligt dilemma for tilhængerne af treenighedsdogmet.

Hvorfor skulle Gud lade dette skriftsted nedfælde, hvis der ikke var forskel på syndens art over for Gud eller hans søn?

Synd mod Helligånden (Guds aktive kraft jf. Første Mosebog 1:2) kan eksempelvis være, at man med fuld overlæg handler mod bedre vidende, som farisæerne og Judas Iskariot gjorde det. I disse tilfælde er Skriften med til at markere meget tydeligt, at der er syndet mod Helligånden. De var bevidste omkring deres egne handlinger. I det enkelte tilfælde er det Guds afgørelse, om der er sket en bespottelse af Helligånden. Treenighedsdogmet er det største mysterium, kristenheden hidtil har præsteret. Det er let at gennemskue for selv en lægmand, hvis han fik trukket tingene frem på rette vis. De gejstlige og deres teologiske professorer antager løgnen som værende eksistentiel sandhed, og til sidst tror de selv på den. Hvordan kan ypperstepræsten Kajfas for øvrigt anklage Jesus for gudsbespottelse, når kristenheden påstår, at Jesus er den almægtige Gud?

Man spotter da ikke sig selv, vel? I beretningen fra Matthæus bliver Jesus fremstillet som Guds søn. Det protesterer Jesus ikke imod, han har nemlig aldrig på noget tidspunkt sagt, at han var Gud selv, tværtimod. Det er et påfund, som udelukkende hører kristenheden til. Selv om Fader og Søn havde været af samme “substans” eller “ursuppe”, hvad de naturligvis ikke er, havde det forhold også været berørt, såfremt der havde været tale om en bespottelse. Hvad den egenrådige Kajfas kunne se, kan kristenheden ikke engang se.

Det er åndelig blindhed. Kristenheden er afsløret i åndeligt falskneri. Nu skal den kun fremstilles for Jesu Kristi retfærdige domstol. (Matthæus 26:59-65) (Apostlenes Gerninger 10:42).

I Johannes’ Åbenbaring 1:1 får Jesus en opgave betroet af Gud, som bliver givet videre til Johannes. Der var vel næppe grund til at berette noget til Jesus, såfremt han var en del af en treenighed. Så havde hele “guddommen” uden tvivl været vidende om det hele i forvejen. I modsat fald havde den været i splid med sig selv.

For øvrigt var Jesus loyal mod sin himmelske Fader indtil sin død. Det er det rene nonsens, at Jesus kunne forblive loyal mod sig selv eller for den sags skyld bede til sig selv.

Hvordan kan Gud udsende sin søn til jorden, såfremt treenigheden skal efterkommes? En treenig gud kan ikke være to steder. Eller kan de skille sig selv ad, eftersom det passer ind i kristenhedens dogmatiske udlægninger?

Det må stå klart for enhver, at treenighedsdogmet er ubibelsk, og det kom ind i kristendommen i det fjerde århundrede og kan bl.a. føres tilbage til græsk filosofi, men især til det gamle Babylons lærdomme. Det sætter også i nogen grad sit præg på datidens kunst.

I Johannesevangeliet 14:28 nævnes, at “Faderen er større end jeg”; hvordan kunne Jesus så være en ligeværdig enhed i en treenig guddom? Treenighedsdogmet er et større og større mysterium. Et mysterium kan ikke forklares med Guds ånds tilstedeværelse, når det er et mysterium i sig selv. I Jakobs Brev 1:13 nævnes, at Gud ikke kan fristes af noget ondt. Treenigheden er ikke et paradoks, idet et paradoks indeholder en vis portion sandhed, men det gør dette dogme ikke i mindste måde. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre ud fra en tankegang, hvor det er fornuften, der er i højsædet. Derfor er treenighedsdogmet ganske enkelt en simpel løgn.

Man må gå ud fra, at Satan også har været vidende om det forhold med hensyn til, at Gud ikke kan fristes. Derfor kunne han udsætte Jesus for fristelser i ørkenen. Jesus var i sit jordiske livsforløb kun et fuldkomment menneske i lighed med Adam. I kraft af sin førmenneskelige tilværelse havde Jesus naturligvis større viden end Adam.

Men hele tanken med genløsningen var netop at vise sin loyalitet over for Gud ud fra det ståsted, som det første menneske havde på jorden. I virkeligheden var Jesus underordnet englene, da han gik på jorden. (Hebræerbrevet 2:9) Adam burde have overvundet de fristelser, som han kom ud for i kraft af sin fuldkommenhed. Det var derfor, at Jesus og genløsningen kom ind i billedet.

Det er i øvrigt vanskeligt at forestille sig, hvad man kunne friste den almægtige Gud med al den stund, at han ejer alt i forvejen. Kristenheden vil gøre Jesus til både menneske og Gud på én gang, men det kan nu engang ikke lade sig gøre ifølge Skriften, idet man enten er Fader eller Søn. Kristenheden ønsker at gøre brug af treenigheden, så Fader og Søn har mulighed for at skifte identitet, når det passer ind i deres dogmatiske udlægninger. Af den simple årsag er treenighedsdogmet en umulighed et falsum uden sidestykke.

Med skriftstedet i Jakobs Brev 1:13 er der sat et definitivt punktum for treenighedsdogmet som en antagelig eksegese af Skriften. Jesus ydmygede sig ved at påtage sig opgaven ved at gå fra en stilling som universets anden mægtigste til at indtræde i rollen, hvor det gjaldt hele menneskehedens frelse. Med andre ord blev Jesus den nye Adam, men i modsætning til den første Adam forblev han syndfri. (Første Korintherbrev 15:45) Jesus bestod altså prøven, og Jahve kunne forudse, at Jesus var så helhjertet, at han aldrig ville svigte sin himmelske Fader. Derfor kunne der nedskrives profetier om Jesus i lang tid førend, at han var kommet til jorden. (Se eksempelvis Esajas’ Bog kapitel 53). Der er forskel på at være en gud, som Jesus er, og så at være en almægtig Gud som Jahve. Der er kun én Gud, der er almægtig.

En almægtig Gud ville aldrig sætte sig i en situation, hvor han afgav sit almægtige virke. Det ville han aldrig gøre for i så fald var der ingen almægtig Gud at tilbede. Gud ville dermed detronisere sig selv, hvilket ville være det rene nonsens. Treenighedsdogmet er et dogme fuld af selvmodsigelser på alle områder. Noget, der er almægtigt kan naturligvis heller ikke dræbes, derfor er dogmet et mysterium i sig selv. For dem, der har åndelig indsigt, er der ingen selvmodsigelser i Guds ord; således forholder det sig imidlertid ikke med menneskeskabte filosofiske dogmer. Der er ingen tvivl om, at synoden i Nikæa i år 325 e.v.t. har været årsagen til de kristnes store kompromis med den opportunistiske kejser Konstantin den Store. * Her ses resultatet af filosofiens indpas i kristendommen.

Eftersom tilhængerne af treenighedsdogmet hævder, at Guds tilsynekomst kun sker i paradokset, er der et alvorligt problem, især når paradokset slet ikke er et paradoks. Men hvis man gik ud fra, at det var et paradoks, ville Gud i så fald være af kød og blod og dermed kunne fristes som et menneske. Dette er som allerede bevist i fundamental strid med Skriften, hvor Gud ikke kan bringes i fristelse (jf. Jakobs Brev 1:13) En almægtig Gud er ikke en åndeligt “amputeret” Gud, men en Gud, der i ordets bogstaveligste forstand er almægtig. Endog et fuldkomment menneske, som Jesus Kristus var her på jorden, kan ikke rumme den indsigt og storhed, som det betinger at være en almægtig Gud. At være almægtig betyder slet og ret, at ingen er over ens person. Alene af den grund kan man ikke fristes af noget som helst, det siger sig selv. Det udelukker simpelt hen sig selv, når man er almægtig. Derfor bedrages tilhængerne af treenighedsdogmet, hvad enten de kan lide det eller ej. Begrebet at være almægtig udelukker, at man kan lade sig lokke eller friste til noget som helst. Af disse grunde havde Jesus ikke denne status at være almægtig ligesom sin himmelske Fader Jahve. Det er treenighedsdogmet, der forvirrer menneskeheden, og det er præsteskabet, der har ført folk bag lyset. Jesus peger selv på, at det er Faderen, der skal tilbedes og ikke ham selv. (Johannesevangeliet 4:23, 24) De førkristne kunne af gode grunde kun bede til Jahve. Hvorfor skulle der laves om på det? Ud over de begrænsninger for Guds skabninger, som allerede er nævnt, hvilken status havde eksempelvis en almægtig Gud, da han befandt sig i fosterstadiet i Marias moderliv, såfremt man følger kristenhedens terminologi? Var han da mennesket Jesus (Guds søn) eller Gud selv, da undfangelsen fandt sted? Hvis tilhængerne af dogmet svarer, at Gud blev et menneske, ville det være ensbetydende med, at universet ikke alene var uden Gud i tre dage, men i hele den periode, hvor Jesus gik på jorden. Jesus kan simpelt hen ikke udgøre en almægtig Gud både med hensyn til de manglende muligheder, som er nævnt her og dette, at han var i stand til at kunne fristes. Gør treenigheden ikke Jesu bønner til sin himmelske Fader fuldstændig meningsløse i en sådan situation? Treenighedsdogmet er et større og større mysterium, som kristenheden ikke kan redegøre for. Det er ikke Gud, men derimod kristenheden, der gør gudsdyrkelsen kompliceret eller umulig. Det skal den også være for at give levebrød til mange, og af den grund skal mennesker holdes i uvidenhed. Gejstligheden elsker mysterier, jo flere jo bedre – ja, de lever af dem. Treenighedsdogmet er faldet til jorden. Det er en latterliggørelse af Gud, og det byder man i Jesu navn.

I Anden Mosebog 33:20 står der: “Men han sagde: “Du får ikke lov til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet”. (Autoriseret oversættelse af 1992). Da Gud stadig er den samme, som han altid har været, er principperne de samme. Konklusionen er, at intet menneske kan se Gud og leve. Jesus kan derfor ikke være Gud den Almægtige, som er personificeret i form af legemliggørelsen gennem Kristus; derfor er treenighedsdogmet et falsum. Han er derimod Guds søn den Enbårne. Dermed bliver treenighedsdogmet det rene nonsens, da der er mange mennesker, som har set Jesus, mens han var på jorden. (Johannesevangeliet 1:18; autoriseret oversættelse af 1931, se stjerne).

I det 17. århundrede brød Kollegianterne ud fra de hollandske etablerede kirkesamfund bl. a. på grund af dette dogme. En af dem, der støttede bruddet, var teologen Jacobus Arminius.

Alene den omstændighed, at halleluja (lovpris Jahve) er nævnt i Johannes’ Åbenbaring 19:1, 3, 4, 6, er nok til at forkaste treenigheden. Dette at halleluja er nævnt her i Johannes’ Åbenbaring viser også med al tydelighed, at Jesus har lært sine disciple at tilbede Faderen Jahve. (Se ordforklaringen under halleluja, Jesus og Herren i begge autoriserede oversættelser af 1931 og 1992). Johannes’ Åbenbaring er skrevet efter Jesu død og opstandelse, derfor kan Jahve aldrig være en del af en treenighed. Jesu navn henviser også til Josuas navn, som betyder “Jahve er frelse”. Når man tror på en treenighed, kan man slet ikke benytte halleluja. Det er helt uden mening at gøre det i Det Nye Testamente, hvor man fremstiller Jesus som den almægtige Gud.

“Hvem steg op til himlen og steg ned igen? Hvem samlede vinden i sine hænder? Hvem snørede vandet sammen i kappen? Hvem fastsatte jordens ender? Hvad hedder han, og hvad hedder hans søn? Du ved jo !” (Ordsprogenes Bog 30:4 autoriseret oversættelse af 1992). Men anerkender kristenheden Guds personlige navn Jahve, som netop deres Gud? Ærer de Guds navn? Skriftstedet beder om to navne på to personer. Skaberen er steget ned fra himmelen i åndelig forstand med specifikke oplysninger til menneskeheden. Det gjorde han eksempelvis da han “steg ned” for at give loven til Moses på Sinaj Bjerg. Han har også magt over naturkræfterne. Jesus kunne jo heller ikke gøre noget uden sin Faders vilje. (Johannesevangeliet 5:30).

At man undlader at tale sandhed, er en alvorlig sag. Alle skal stå til regnskab over for Gud og Kristus. Jesus har dog fået overdraget al myndighed i himmelen og på jorden af Gud til at dømme levende og døde. (Matthæus 28:18; Apostlenes Gerninger 10:42)

Treenighedsdogmet er ikke en “sandhed”, som kan være antagelig over for Gud; det viser Skriften med al tydelighed. Gud og Kristus er i overensstemmelse med hinandens synspunkter, men det gør dem ikke til den samme person. Som åndelig “hyrde” er man især forpligtet over for Gud. Det er ikke ligegyldigt, hvilken åndelig føde der serveres. Det er derfor et tungt budskab at man kan få tildelt ved at have ført andre mennesker på vildspor. (Matthæus 25:30).

Det er tydeligt at se resultatet af kristenhedens ikke særlig intellektuelle “kristendom”. Den er så let at gennemskue, så man fatter ikke, hvordan begavede mennesker kan have noget med denne falskhed at gøre. Dens falskhed er så åbenbar, at den er så let at gennemskue. Motivet må derfor være en anden end netop det at søge den logiske forklaring på eksistentiel sandhed. Treenigheden kan slet ikke lade sig gøre set ud fra en fornuftig synsvinkel. Naturligvis beskæftiger Gud sig ikke med ting, der ender i nonsens. Det ville være at miskreditere Gud.

Frafaldet fra den kristne menighed kom i bølger, således kom frafaldet allerede i den første menighed. Paulus omtaler det i Første Timoteusbrev 1:19, 20 og Andet Timoteusbrev 2:16-19. Paulus siger endvidere i Apostlenes Gerninger 20:29, 30 “Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.” (Autoriseret oversættelse af 1931).

http://wol.jw.org/da/wol/d/r9/lp-d/1101989276